Target (1985)

Instruktør Arthur Penn og stjerneskuespiller Gene Hackman arbejdede her sammen for tredje og sidste gang ovenpå de udtalt forskellige Bonnie and Clyde (1967) og Night Moves (1975).

I "Target" må familiefaren Walter Lloyd (Hackman) bekende kulør for sin teenagesøn Chris (spillet af 21-årige Matt Dillon), da deres kone/mor meldes kidnappet under en rejse i Europa. Walter har en fortid i CIA, og dén havde Chris ikke lige set komme...

Nu går det over stok og sten først i Paris, så i Hamborg og andre tyske byer – bl.a. i en for samtiden fresh Peugeot 205 GTI og en knaldrød Fiat Panda (hvis 0.7-liters motor næppe nogensinde før eller siden har fået så mange tæsk gennem gearene). Far og søn rystes bedre sammen, men kan de nå at vriste mammy fri af bagmændenes klør i tide?

To timer i selskab med protagonister og bagtæpper i Howard Berk og Don Petersens håndtamme kriminalmanuskript er absolut i overkanten, for det flyder ikke ligefrem med hverken geniale indfald eller rollefigurer. Det ændrer ikke ved, at Gene Hackman og Matt Dillon udgør et både sprudlende og troværdigt nysammentømret far/søn-par, og det kan mærkes, at de stortrivedes sammen under optagelserne.

Resten af skuespillergalleriet er temmelig fesent og uden egentlig gennemslagskraft, lige indtil vi når til en af skurkene – deb kørestolsbundne Schroeder (Herbert Berghof): En afmålt introvert/aggressiv birollepræstation fuld af utilregnelighed. De mange skift i locations er velment actionskabende, men brænder ikke igennem.