Twisters (2024)
En tornadoekspert med lig i lasten genopdager sit gamle fag og vinder måske tilmed ny kærlighed.
»GANG I PUMPERNE«
Sammenhængende film:
Tempofyldt og underholdende "opgradering" af den mastodonttåbelige actionbasker "Twister" fra 1996. I den nye film er der tvangsindflettet langt mere semifesen politisk korrekthed, men der er heldigvis også sunde portioner habil tongue-in-cheek-action.
Kate (Daisy Edgar-Jones) var engang en frygtløs tornadojæger, der ikke veg tilbage for de hvirvlende monstre sammen med sin ligesindet eventyrlystne kæreste. Men meget gik galt... Fem år senere opfordres Kate til at give den gamle interesse (og forskningsområde) et nyt skud.
Da først hun er kommet ud i marken igen, kommer der for alvor gang i (sky)pumperne, idet den konkurrerende – og festligt firskårne – cowboytornadojæger Tyler (Glen Powell) med det samme lægger an på den af fortiden tilknappede Kate.
Manuskriptforfatter Mark L. Smith har forsøgt at undvige den første films muligvis nok lidt ensidige "syn på stereotyper". "Twisters" byder således i sit typegalleri på "én af hver slags" – for en sikkerheds skyld. Inklusive en ikke-cis-kønnet tornadohjælper. Det ses der gerne gennem fingre med, når underholdnings- og produktionsværdien er så høj: Der er smæk for skillingen i et stort set troværdigt produktions- og effektdesign.
Langt mindre fascinerende er det forventeligt überoutrerede lydbillede, der brager derudad med bl.a. vakse "nutidspopsange". Skuespillet er i bedste fald "sødt" – først og fremmest er Glen Powells star quality væsentlig for, at "Twisters" kommer ud over rampen.
Anmeldt i 2024 af Tobias Lynge Herler
© Philm.dk 1992-2026
Fakta om filmen
2024, USA, Action, Eventyr, Thriller, Biler på film, Katastrofefilm, 122 min.
Dansk titel: Twisters- Daisy Edgar-Jones (Kate)
- Glen Powell (Tyler)
- Anthony Ramos (Javi)
- Maura Tierney (Cathy)
- Sasha Lane (Lily)
- Kiernan Shipka (Addy)
- David Born (Riggs)
- James Paxton (Cody)
- Et angiver en særlig god præstation
- Et angiver en særlig dårlig præstation