King of New York (1990)

New Yorks lyssky, kriminelle underverden sættes hér udtalt smørlækkert i svingninger af Abel Ferrara. Og med en decideret sublim hovedrollepræstation af Christopher Walken er "King of New York" i det samlede genrebillede en alt for overset perle, der bl.a. vækker mindelser om Michael Manns Heat (1995), der kom fem år senere. Og dog skal det noteres, at Ferraras film er noget mere subtil i sine blikke på kriminalitet og action.

Toneangivende delikat

Walkens Frank White løslades i den toneangivende delikate åbningssekvens fra fængslet. Uden for porten venter en limousine, der straks kører White ind i hjertet af New York. Her kan han begynde at trække i trådene og så hurtigt som muligt genvinde magten over narkomarkedet. Ligeså snart dén er i vinkel, er der ingen, der kan komme i vejen for Whites mission – end ikke politiet.

En æstetisk vinder

"King of New York" er en æstetisk vinder fra første til sidste scene. I Bojan Bazellis (Deep Cover (1992), Kalifornia (1993)) roligt funderede, lyssætnings-begavede og storbyelegante fotografering finder vi kernen til filmens ætsende visuelle identitet. Suppleret af nærbilleder, det kaster lys og skygger over underverdenens ubønhørligheder, igen centreret om Christopher Walkens pokerfjæs-mesterlige narkobaron.

Lydbillede i stærk balance

Men det er ikke kun billederne, der er forføreriske og nærmest drømmende i deres lækkerhed. Også lydbilledet er i en stærk balance, som oftest fritaget for underlægningsmusik og med passager af stor indsigt i troværdig boost af reallyd (læg her mærke til både storbyens baggrundslyde, og senere et heftigt regnvejr.) I øvrigt er Joe Delias synth-musik fin i sin egen Bach-legende enkelhed, netop fordi den kommer så lidt i spil.

Træt storbybetjent

Hele Frank Whites bande af håndlangere er nok i den lidt pjattede ende med Laurence Fishburnes fake-fortands-belemrede Jummi Jump i spidsen. Til gengæld brillerere Victor Argo i birollen som den trætte storbybetjent Roy Bishop.