House of 1000 Corpses (2003)

Sammenhængende film:

House of 1000 Corpses (2003)

The Devil's Rejects (2005)

3 from Hell (2019)

Musikvideoinstruktøren Rob Zombie har helt tydeligvis ikke glemt sit ophav i iscenesættelsen af dette på én og samme tid sært lokkende, outreret spradebassede og dybt frastødende, "multisensoriske" gys. "House of 1000 Corpses" er en gyseroplevelse som absolut ingen anden, og det kræver tarme af stål – og samtidig en pæn portion tålmodighed med formen – at sidde filmen igennem.

Da fire unge mennesker på roadtrip gennem Texas standser ved en tankstation, bliver det begyndelsen på et mareridt uden ende. Først virker "klovne- og gyserudstillingen" i baglokalerne lokkende – i hvert fald på de to unge mænd – men inden længe begynder det at stå gyseligt klart, at den aparte forsamling udkantstosser har særdeles sadistiske og morderiske planer med de to unge par.

Sådan et festfyrværkeri af en gyserindramning er ikke for enhver smag, og Rob Zombies fortællestil er således både virkelig støjende (i lyd og billede) og selvhævdende. Men det forunderlige sker faktisk, hvis det ellers falder i smag, at der opstår en art balance i dette ubalancerede, hysteriske kaos – både i selve historien, i formen, og i skuespillet.

Her gør særligt de mindre biroller sig gældende: Først og fremmest er Karen Black helt vidunderligt ustyrlig som Morther Firefly med de kloakvandsfarvede tænder og den indladende, sexemmende facon. Men også Dennis Fimple har scener af uimodstålig, politisk ukorrekt klamhed som Grampa Hugo.

Lidt tidligere i historien har vi stiftet bekendtskab med Sid Haigs klovnemalede Captain Spaulding: En raffineret utilregnelighed centreret om helt aparte ansigtsudstryk. Og så har Tom Towles i sin korte optræden fine seancer som den sagesløse politibetjent Wydell. I al sin groteske vælde er "House of 1000 Corpses" et mustsee for gyseraficionados. Bliv væltet bagover i sædet og nyd det helt igennem politisk ukorrekte, uforudsigelige og tiltagende voldsekstreme show.