Drag Me to Hell (2009)

Det begynder ellers lovende: Sam Raimis ideer udi gysergenren er i de første tre kvarters tid både medrivende og simple i deres opbygning. Her møder vi bankdamen Christine Brown (Alison Lohmann), der stræber efter at blive souschef i afdelingen. Men de drømme forpurres, da hun afviser en mystisk gammel kvinde: Denne slibrigt gebis- og glasøjebelemrede gammelmor får ikke endnu en udsættelse på sit lån, og må nu forlade sit hus.

Snart erfarer Christine, at den gustne kvinde må have kastet en forbandelse over hende. I hvert fald bliver Christines liv i tiltagende grad en heksekedel, hvor det slet ikke er muligt at finde ro... og måske er det netop en heks, hun skal til at bide skeer med!

Fra det øjeblik, hvor forbandelseshysteriet bliver "alvor", mister filmen sit vejgreb – og tilskueren sin interesse. Hysteriet kender reelt ingen grænser i hverken lyd eller billede, og således er der kun skuldertræk til overs for de ellers habile visuelle effekter, der bl.a. hvirvler vores uheldige bankdame rundt i flere tyfonlignende dagligstueopgør med usynlige onde kræfter.

Det er muligvis juicy for inkarnerede fans af det überovernaturlige gys, men for alle, der hellere vil have krybende uhygge frem for heksehysteri, bliver "Drag Me to Hell" hurtigt alt for meget.