The Woods (2006)

    En rebelsk teenagepige sendes på en afsides beliggende kostskole, hvis omkringliggende skov gemmer på en hemmelighed.


    »RØDDER PÅ KRYDS OG TVÆRS«

    (Gyser)instruktøren Lucky McKees anden spillefilm byder op til originale åretag med genren, men "The Woods" er alligevel ikke i nærheden af at tangere debutfilmen May (2002).

     

    Den teenagerebelske Heather Fasulo (Agnes Bruckner) er ikke svært elsket af sine forældre, og hun sendes på en øde beliggende pigekostskole. Her er der kæft, trit og retning – og mere mellem himmel og trærødder. Lige ved skolen ligger en enorm skov, og den skal man ikke træde ret langt ind i, før man får uniformsnederdelen på komedie. Dét erfarer Heather på egen krop og sjæl, især da alle skolens hemmeligheder (inklusive en omfattende mobning) samtidig begynder at udfolde sig...

     

     

     

     

    "The Woods" rummer en ret fin opbygningsfase, hvor både karaktertegningerne og situationerne er præget af skævhed og charme. Men det ændrer sig desværre, i takt med at begivenhederne tager tiltagende overnaturlige drejninger, der vel at mærke er helt ude af balance.

    Således er der stort set ingen tandmærker efterladt af den udvidede "rodbehandling", som det ikke er en overdrivelse at kalde dén medfart, som Heather får, da først skoven folder sin magi ud. Agnes Bruckner er egentlig filmens allerstærkeste kort: En lavmælt, men alligevel både myndig og kantet hovedrollepræstation. Voksenrollerne omkring hende får aldrig rigtig fat, selvom de også er fyldt med skæve indfald.



    Anmeldt i 2023 af Tobias Lynge Herler
    © Philm.dk 1992-2026

    Fakta om filmen

    2006, USA, Gyser, Mystik, Teenagere, Biler på film, 91 min.

    Dansk titel: The Woods
    Instr: Lucky McKee Prod: Bryan Furst, Sean Furst Manus: David Ross Foto: John R. Leonetti Klip: Dan Lebental, Joel Plotch Mus: John Frizzell