May (2002)

Lucky McKees debutfilm decideret emmer af ildevarslende originalitet i en grad, så det er svært at holde underkæben på plads. Med eget manus om den akavede, aparte – og tiltagende psykopatiske – dyrlægeassistent, May Dove Canady, sætter McKee et ætsende og uafrysteligt gysermiljø i scene.

Uskyldsren naivitet

May er en voksen kvinde, der opfører sig som en meget lille pige og som aldrig har haft en kæreste. En dag brænder hun varm på Jeremy Sistos mekaniker, Adam Stubbs. Men hvordan tager hun tilløb til at fortælle ham om sine drømme? Da først det sker, tænder Adam umiddelbart seksuelt på Mays uskyldsrene naivitet, men han kommer snart på bedre tanker, og det forstår man godt...

Knap og afmålt fortællestil

I en knap og afmålt fortællestil med fuld fokus på skuespillernes råderum, er det ofte næsten muligt at høre en nål falde til gulvet. Meget af handlingen er begavet helt fritaget for underlægningsmusik, hvilket gør Mays tiltagende makabre tiltag så meget desto mere intimiderende.

Personlig, fornyende stil

Det er urovækkende i en personlig, fornyende stil og tilgang til gysergenren. "May" ligner intet andet, du tidligere har set, og det skyldes ikke alene indramningen, men også de fænomenale præstationer af særligt Angela Bettis og Jeremy Sisto (men også af Anna Faris i den damphede birolle som den lesbisk forførende Polly.)

Ringen af vanvid sluttes...

Hen imod slutningen sluttes ringen af vanvid i en scene, der er komplet uafrystelig, og hvor Angela Bettis i dén grad krænger hele sit allerinderste ud, så alle små hår rejser sig, og så... fade to black.