Zwartboek (2006)

Dette er en historie og et tilsvarende filmsprog, der i dansk perspektiv leder tankerne i retning af genrekolleger som Hvidsten Gruppen (2012) og De forbandede år (2020) – blot er der i Paul Verhoevens stort opsatte og bekostede film (med 16 mio. Euro Hollands hidtil dyreste) en handlekraftig kvinde, der går i fjendens lejr for at overleve.

Udtalt gammeldags og tilsvarende mainstreamfortalt baseret-på-virkelige-hændelser-krigsdrama, der stort set sætter alle tænkelige 2. verdenskrigs-klichéer i svingninger. Og det skal da ellers lige loves, at svingninger er hvad, vi får: Ekstreme mængder ind- og udviklinger, bestialske drab, væmmelige nazister – og en jødiske kvinde, der går så vidt som til at afblege sin nedre dusk for at fremstå mere arisk!

Rachel Stein (Carice van Houten) tager identiteten Ellis de Vries og går som en snuselysten labrador direkte efter skridtet på den lokale topnazist Ludwig Müntze (Sebastian Koch). Ved at dikkedikke med ham har hun nemlig endnu bedre chancer for at undslippe deportation.

Samtidig har hun en gylden sangstemme, der også kan medvirke til at vildlede nazisterne, så de ikke kan "lugte", at der en jødinde iblandt dem. Men hvor langt er Rachel villig til at gå for sin frihed? I kulissen venter alle hendes frihedskæmpervenner, og de begynder at føle, at hun forråder dem.

"Zwartboek" er mere strømlinet fortalt end selv den mest glamourøse reklamefilm. Det hele nærmest emmer af historisk perfektion, men i en grad, hvor det efterhånden bliver lidt ufrivilligt komisk. Det er nydeligt, men også lidt kedeligt, og nogen personlighed har filmen i hvert fald ikke. Bedst er filmen i de første tre kvarter, hvorefter korthuset begynder at ramle i overfortællingens inferno.

Personlighed har til gengæld Carice van Houten i rollen som jødinden på en mission. Hér er der gnist og indlevelse, der rækker langt ud over, hvad filmen reelt byder op til. Flere fine birollepræstationer giver en smule modspil, bedst er Waldemar Kobus' ensidigt dumme nazisvin, men også Sebastian Koch har gode øjeblkikke. Begge dog uden at nå ud over det forventelige.