Zwartboek (2006)

Udtalt gammeldags og tilsvarende mainstream fortalt baseret-på-virkelige-hændelser-krigsdrama, der stort set sætter alle tænkelige 2. verdenskrigs-klichéer i svingninger. Og det skal da ellers lige loves, at svingninger, er hvad, vi får: Ekstreme mængder ind- og udviklinger, bestialske drab, væmmelige nazister – og en jødiske kvinde, der går så vidt som at afblege sin dusk for at fremstå mere arisk!

En handlekraftig kvinde

Det er en historie og et tilsvarende filmsprog, der i dansk perspektiv leder tankerne i retning af genrekolleger som Hvidsten Gruppen (2012) og De forbandede år (2020) – blot er der i Verhoevens stort opsatte og bekostede film (med 16 mio. Euro Hollands hidtil dyreste) en handlekraftig kvinde, der går i fjendens lejr for at overleve.

En jøde med en plan

Carice van Houtens Rachel Stein tager identiteten Ellis de Vries og går som en snuselysten labrador direkte efter skridtet på den lokale topnazist, Sebastian Kochs Ludwig Müntze. Ved at dikkedikke med ham har hun nemlig endnu bedre chancer for at undslippe deportation.

Vildledte nazister

Samtidig har hun en gylden sangstemme, der også kan medvirke til at vildlede nazisterne, så de ikke kan "lugte", at der en jøde iblandt dem. Men hvor langt er Rachel villig til at gå for sin frihed. I kulissen venter alle hendes frihedskæmper-venner, og de begynder at føle, at hun forråder dem.

Ekstremt strømlinet

"Zwartboek" er mere strømlinet fortalt end selv den mest glamourøse reklamefilm. Det hele nærmest emmer af historisk perfektion, men i en grad, hvor det efterhånden bliver lidt ufrivilligt komisk.

Nydeligt, men kedeligt

Det er nydeligt, men også lidt kedeligt, og nogen personlighed har filmen i hvert fald ikke. Det forhindrer den ekstremt udspartlende og konstante(!) sukker-musikunderlægning i dén grad også. Bedst er filmen i de første tre kvarter, hvorefter korthuset begynder at ramle i overfortællingens inferno.

Stærk hovedrollepræstation

Personlighed har til gengæld Carice van Houten i rollen som jøden på en mission. Hér er der gnist og indlevelse, der rækker langt ud over, hvad filmen reelt byder op til. Flere fine birollepræstationer giver en smule modspil, bedst er Waldemar Kobus' ensidigt dumme nazisvin, men også Sebastian Koch har gode øjeblkikke. Begge dog uden at nå ud over det forventelige.