Shivers (1975)

David Cronenberg spillefilmsdebuterede her med en scifi-gyser, der på flere måder blev skoledannende, men som også halter gevaldigt i både stil, spil og basal spænding.

Spidsen af en parasit

Beboerne i et canadisk højhus har et problem, og de har kun set spidsen af det! En parasit, der mest af alt ligner en fuldvoksen puha, er nemlig særdeles gnavelysten og borer sig velvilligt ind i sine ofre – kun for at gøre dem seksuelt über-ophidsede og i stand til at smitte andre ved den mindste (seksuelle) berøring.

Primitive mekaniske effekter

De mekaniske effekter er selvsagt lidt primitive, men ikke desto mindre relativt virkningsfulde: "Bæen" er således ikke decideret utroværdig, når den smasker derudad, men Cronenberg har senere udtalt, at han kunne have drømt om adgang til mere moderne cgi-teknologi.

Maven bølger...

Mest troværdige fremstår sekvenserne, hvor en sagesløs kontormand har besøg af en parasit inde i mavsen... og den vil gerne ud: Altså bølger maven gevaldigt udad. Det er helt sikkert disse effekter, Cronenberg har udtalt som inspirations- og skoledannende for bl.a. mesterværket Alien (1979), der kom til verden blot fire år senere.

I den primitive retning

"Shivers" har altså sine få øjeblikke, men i helheden er balancen ganske enkelt tippende i den både støjende og primitive retning, hvor ikke ret meget af den outrerede handling bider fra sig. På grund af det begrænsede budget var der ikke råd til en komponist, men der er bestemt ikke sparet på musiksiden, idet pop- og rocksange fylder lydbilledet.