Hellraiser (1987)

Sammenhængende film:

Hellraiser (1987)

Hellbound: Hellraiser II (1988)

Udtalt overdramatisk, men også underfundigt, fantasifuldt og overraskende gys: Clive Barkers "Hellraiser"-univers kom til at kaste en hel række af filmefterfølgere af sig, og det forstår man godt, for der er potentiale i det absurde og overnaturlige skelet-bliver-til-mand-set up.

Mere end bare rotter på loftet

Clare Higgins' Julia er netop flyttet med sin mand Larry ind i en gammel villa, der har stået tom i årevis. Snart viser det sig, at der er mere end bare rotter på loftet. Her "genopstår" også Julias svoger, onkel Frank, gennem slimede og alien-lignende spasmer, til han begynder at tage form som sit gamle jeg. Men stadig uden sul på skelettet.

Mandeskafferen

Derfor må han insistere på, at Julia skaffer ham nogle mænd, så at sige. Altså, hun får lokket dem med hjem, sender en hammer i deres kranie, og herefter har onkel Frank "fri leg" med ligene. Alt dette skal holdes hemmeligt for manden Larry og hans datter Kirsty, der dog hurtigt kan lægge to og to sammen.

Ekstrem fortællestil

Fortællestilen er ekstrem i sin form- og farvepalette – på godt og ondt. Særdeles godt i Robin Vidgeons lækre fotografering og eksplicitte lyssætninger. Mere problematisk i den outrerede musikanvendelse, selvom Christopher Youngs toner – ladt alene – er både ambitiøse og vellykkede.

Onkel Frank-myten

Bedst spillende er Clare Higgins som den klemte Julia, men også Andrew Robinson bidrager med en fin dobbeltrolle, hvis "opdeling" ikke skal afsløres her. Ashley Laurence spiller måsen ud af sine jeans som datteren Kirsty, der efterhånden ufrivilligt bliver en del af hele onkel Frank-myten.

Helt berettiget kultstatus

Flere af de klamme monstre med tilhørende mareridtsklamme sekvenser er helt berettiget med til, at "Hellraiser" i dag har gyserkultstatus. Det er både skørt, skævt og universalhårrejsende, og således svært ikke at lade sig rive med af.