Soft & Quiet (2022)

"Soft & Quiet" er dén type film, det er væsentligt at holde kæft om, når den skal anbefales til andre. Sådan at forstå, at handlingen og hele konstruktionen indeholder så mange twists and turns, at for meget ellers ville blive afsløret for let.

Børnehaveklasselærerinden Emily (Stefanie Estes) venter sit første barn, og i filmens start er hun på vej til et møde med en gruppe ligesindede kvinder. Det er dog ikke babyer, de taler om, men derimod de store problemer, de synes, samfundet er præget af: Ikke-hvide, der får for meget af kagen, mens de hvide selv får mundkurv på. Mødet udvikler sig til en regulær kollektiv dundertale, men det er først, da de forlader mødestedet, at en episode fører til begivenheder, det ikke er muligt at fortryde.

Filmens titel "Soft & Quiet" henviser til den – om ikke andet tilstræbte – metode, kvinderne ønsker at anvende, når de deler deres modvilje mod fremmede, både udi hudfarve, køn og familieformationer. Men som vi skal se, er der ikke meget hverken blødsødenhed eller stilhed over de enkelte kvinders personlighed og de ting, de kan finde på at gøre. Tværtimod er der fuld plade på ondskaben, i både tanker og handling.

Omvendt er fortællestilens potentielt set lidt krukkede one take-idé faktisk virkelig soft, ligesom lydbilledet er betagende quiet. "Overskydende" lyddesign og underlægningsmusik er holdt på et absolut betagende minimum: Her er det den drivende betændte affære, der i sig selv får lov at fylde og give lyd fra sig.

Det er den spillefilmsdebuterende manuskriptforfatter og instruktør Beth de Araújos fortjeneste, at den stramme snor i stilen ikke får lov at vugge. Ondskaben og vanviddet bibeholder den absolutte kompromisløshed helt i mål. Når kvinderne farer i flæsket på ikke mindst hinanden, slår spillet gnister, men der er også tendenser til det lige i overkanten opstillede i de meget karikerede typer, de gestalter.