La rose de fer (1973)

Ægte fans af instruktøren Jean Rollins berømte og berygtede no/nonsense-gyserfilm blev slemt skuffede i mødet med denne i deres øjne alt for kunstneriske kirkegårds- og knogleknuser.

Überteatralsk

Og det kan man egentlig godt forstå, for "La rose de fer" er hverken særligt inciterende, endsige uhyggelig – og så lider den under at være klemt af en vægtdyne fyldt med überteatralsk stil og adfærd.

Gnist ved første blik

Det semiunge par "Kvinden" (Françoise Pascal) og "Manden" (Hugues Quester) har netop mødt hinanden til noget tamtam, og her var der dømt gnist ved første blik. Derfor kræves der ikke meget overtalelsesevne, da Manden foreslår, at de går ind på en nærliggende kirkegård, selvom aftenen er ved at tage til.

Dekadent samleje

Herinde mellem gravsten, buske og kors bliver der nu kissemisset til den helt store guldmedalje, kulminerende i et væskespringende samleje i en underjordisk gravhule! Så kan det næppe blive mere dekadent, og dog...

Besat af en ond kirkegård

Oppe igen begynder parret pludselig at bekrige hinanden. Det er, som om kirkegården besætter dem – de mange timer mellem knogler får dem i hvert fald til at miste besindelsen. Og rundt omkring i tusmørket lusker "Klokkeren fra Notre Dame" og en vampyr rundt...

Lovende start

Efter en lovende start med "Kvinden" alene på stranden efterfulgt af nogle æggende(!), kondemneringsmodne boligkvarterlocations og efterladte gamle lokomotiver, forfalder Rollin desværre til digterkunstfilm 1:1: Filmen er baseret på et digt af Tristan Corbière, og dét skal åbenbart mere end noget andet mærkes. I hvert fald føles filmoplevelsen snart, som var den filmet på de skrå brædder.