Willard (2003)

    Den aparte Willard udnyttes på det groveste af sin chef. Det ændrer sig, da Willard erfarer en evne til at styre rotter!


    ROTTERNES HERRE

    Folk med gnaverfobi, specifikt rettet mod rotter, skal nok holde sig på pæn afstand af denne saftigt vellykkede gyser-genindspilning af Daniel Manns film af samme navn fra 1971. For lad det være sagt med det samme: Rotterne står bogstavelig talt på nakken af hinanden et stykke inde i filmen.

     

    En aparte mand

    Willard er en aparte mand et sted i 30'erne, der stadig bor hjemme i det enorme hus med sin svagelige mor. Socialt evner han overhovedet ikke at begå sig, og han afviger aldrig fra at bære sin afdøde fars jakkesæt – heller ikke i privaten.

     

    Udspekuleret hævn

    På det kønsløse kontorarbejde udnyttes han på det groveste af sin selvoptagede, højtråbende chef, R. Lee Ermeys decideret blændende Mr. Martin. Men snart kan Willard få hævn på en meget udspekuleret måde.

     

    Rotternes herre

    Det viser sig nemlig ved et tilfælde, at Willard kan kommunikere med og hermed også kontrollere rotters adfærd. Det erfarer han i mødet med den "nuttede" hvide kælderrotte, der samtidig bliver Willards tætteste ven og allierede. Men alt det rotteri kan også gå hen og blive farligt, især da en forvokset udbryderrotte misbruger Willards tillid og går på egne poter.

     

    Ekshibitionistisk stil

    Stilen i Glen Morgans iscenesættelse er eksplicit, ja nærmest ekshibitionistisk: Det visuelle udtryk er svulmende, farvemættet og ikke bleg for at gå helt i detaljen. Det er en hårfin balance, der også skal afstemmes i skuespillets tangerende teatralsk manierede.

     

    Tabt underkæbe og stof til eftertanke

    Det finurlige og forførende i dette regnestykke er, at det rent faktisk lykkes "Willard" at brænde igennem på ovennævnte præmisser, så tilskueren efterlades med lige dele tabt underkæbe og stof til eftertanke. For i rottedramaet gemmer der sig også større eksistentielle perspektiver.

     

    Ekstremt udadkrængende

    Crispin Glover decideret spiller måsen ud af jakkesættet i den ekstremt udadkrængende, følelsesfortættede og situationsfornemmelsesdepraverede Willard-rolle. Fascinerende spil, der må have krævet enorme mængder energi.

     

    R. Lee Ermey i topform

    R. Lee Ermey er som nævnt i topform i rollen som chefen, der tager alle midler i brug for at få Willard ned med nakken. Højdepunkter er, da han trænger Willard op i en krog og fortæller sin undersåt om erhvervelsen af en ny Mercedes AMG-topmodel... og senere, da han i det stille søger efter porno på kontorcomputeren.

     

    Betændt, ubarmhjertigt, men også melankolsk

    Den tredje store præstation står Jackie Burroughs for i rollen som Willards meget svagelige mor. Betændt, ubarmhjertigt, men også med et stænk af melankoli, brænder hun sig fast på nethinden.

     

    Sekvenser, der får lov at stå alene

    Shirley Walkers originalmusik er af den søgende, snarere end totalforklarende slags. Alligevel havde "Willard" stået en del stærkere, hvis ikke mange stemninger var blevet musikalsk bedækket. Men bemærk, hvor mange sekvenser, der netop får lov at stå alene.



    Anmeldt i 2023 af Tobias Lynge Herler
    © Philm.dk 1992-2024

    Fakta om filmen

    2003, Canada, Gyser, Thriller, Drama, Dyr på film, 100 min.

    Dansk titel: Willard
    Instr: Glen Morgan Prod: Glen Morgan, James Wong Manus: Glen Morgan Baseret på: filmen "Willard" fra 1971 og bogen "Ratman's Notebooks" af Stephen Gilbert Foto: Robert McLachlan Klip: James Coblentz Mus: Shirley Walker
    Medvirkende
    • Et angiver en særlig god præstation
    • Et angiver en særlig dårlig præstation