True Confessions (1981)

Mellem den stålsatte fængselsfilm Straight Time (1978) og kærligheds-klassikeren Falling in Love (1984) iscenesatte belgisk-fødte Ulu Grosbard denne "kirke-krimi", der så absolut bider fra sig med betændte ave mariaer og et søskendeforhold i brand.

Vanskelige valg

Robert De Niros ambitiøse katolske præst, Des Spellacy, har forbindelserne i orden. Således kommer der gode midler til kirken, men måske er der ikke helt rent mel i skriftekabinen... Snart er Robert Duvalls Los Angeles-betjent, Tom Spellacy, nemlig på et spor i en sag om mord på prostituerede, der kan betyde, at Des må træffe nogle vanskelige valg.

Langt fra nogen helt almindelig krimi

"True Confessions" er langt fra nogen helt almindelig krimi, og det er bestemt en force ved filmoplevelsen. Den blodige alvor er temmelig underspillet, samtidig med at der ikke lægges fingre imellem, når forbrydelserne skal opklares.

Katolsk tro (eller mangel på samme)

Men mordgåderne er dog sidehistorier i en film, der primært identificerer sig som drama – med fokus på familieforbindelser og katolsk tro (eller mangel på samme). Her er Duvall og De Niro begge blændende som bror a respektive b med flere kløfter imellem sig.

Riv i birollepræstationerne

Der er også godt riv i flere af birollepræstationerne: Charles Durning spræller af usympatisk magtliderlighed som bykongen Jack Amsterdam, mens altid finurlige Kenneth McMillan glimrer som Toms politisk ukorrekte og meget ligefremme kollega.

Rolig grundtone

Den rolige grundtone hviler over hele filmen, og det er således primært det indre drama, der får lov at leve. Ingen store armbevægelser, heller ikke i Georges Delerues Morricone-inspirerede, simple underlægning, der er meget tilbagetrukket. Det er teknisk flot filmkunst med et overbevisende tidsbillede på tærsklen til 1950'erne.