The Accused (1988)

Tiden har ikke været overordentlig god ved dette (retssals-)drama, hvor Jodie Fosters "stakkels lille ufaglærte" Sarah Tobias udsættes for en gruppevoldtægt på en bar og efterfølgende ikke tages alvorligt af myndighederne, der primært er besat af mænd.

"Hun bad jo selv om det!"

"Hun bad jo selv om det!" Hun var beruset og udfordrende klædt i en lille, grå top, hvor stropperne let røg ned over skuldrene – og så dansede hun hoftevuggende sexet til jukeboksens beats, mens hun sendte soverkammerøjne rundt i lokalet...

Sagesløse Sarah

Heldigvis for sagesløse Sarah er dette en sag, Kelly McGillis' advokat, Kathryn McMurphy, ser muligheder i. Måske er det rent faktisk ikke helt håbløst at gå efter at få dømt både selve voldtægtsmændene, men også de tilskuere, der taktfast hujede og klappede til slagsangen "Pump den fisse, til den er øm!"

Barske løjer, der ikke bider fra sig

Det er barske løjer, men de bider ikke fra sig – og det er hér, filmens alder spiller ind. Mange af idéerne og deres afvikling er simpelthen ufrivilligt komiske, og så hjælper det heller ikke, at det hele skæres ud i så tykt pap, at det skriger til himlen.

Ufrivilligt komisk

Jodie Foster vandt både Oscar og Golden Globe for sin – må det desværre konstateres i dag – lidt villede, ufrivilligt komisk-underspillede præstation. Men det var velsagtens ikke mindst signalværdien i at anerkende Fosters rollefigur og dennes seje prøvelser i en mandsdomineret verden, hér flere årtier før #MeToo-bølgen begyndte.

Glider af på overfladen

Rundt om Foster finder vi mange fine skuespillere, men ingen får lejlighed til at yde over det helt standard-forventelige. Selv da vi når til retssalsdramatikken glider det meste af på overfladen. "Heldigvis" har vi Brad Fiedels elektropop/synthesizer-underlægning til at booste betydningslagene endnu mere, så ingen er i tvivl om, hvem, der er de gode, og hvem, der er de onde.