Cocaine Bear (2023)

Skuespilleren Elizabeth Banks, kendt bl.a. fra sin rolle i Spider-Man-filmene, står her bag kameraet i en gakket komedie, der – med risiko for at støde nogen – vel godt kan kaldes rendyrket drengerøvshumor.

Sagesløs bjørnehovedrolle

"Cocaine Bear" giver nemlig en sagesløs bjørn hovedrollen, idet den får "alletiders mulighed", da en enorm sending narkotika havner i dens naturreservat. Nu kan den sniffe og æde "det hvide guld", ligeså tosset, samvittigheden tillader det. Og ve den, der kommer på tværs for det nyopdagede "evige himmerige".

Vældig skæv idé

Det er en vældig skæv idé, manuskriptforfatter Jimmy Warden hér har fået sig, og – i nogle få sammenhænge – såmænd også ganske spidsfindig. For der bliver ikke lagt skjul på, at dagsordenen er pjat med lir og lal på, og dét er, hvad filmen overlever på: Selvironisk distance.

Ultraovergearet

Resten er et overflødighedshorn af ultraovergearet og tilsvarende dumsmart "humor", der giver velkendt provinsiel standupkomik baghjul. Det er dette scenarie, de sagesløse skuespillere (herunder Ray Liotta i en af sine allersidste optrædener) skal forsøge at spille ind i, og det bliver en hård opgave.

Ublufærdigt bøvet

Helhedsoplevelsen er krydderifattig og komplet ublufærdigt bøvet: Efterhånden stikker idiotien af. I starten var der måske nok en flig af charme, men snart dynges alle over med umorsomme indslag, der alle i en eller anden grad hylder narkotikaens rusmiddeleffekt og "behændigt" undlader at lade vores bjørneven gøre sig grimme oplevelser med stoffet. Hermed gør filmen hovedrolleindehaveren – og tilskuerne – en bjørnetjeneste.