Cocaine Bear (2023)

Skuespilleren Elizabeth Banks, bl.a. kendt fra sin rolle i Spider-Man-filmene, står her bag kameraet i en gakket komedie, man – med risiko for at støde nogen – vel godt kan kalde rendyrket drengerøvshumor.

Sagesløs bjørnehovedrolle

"Cocaine Bear" giver nemlig en sagesløs bjørn hovedrollen, idet den får "alle tiders mulighed", da en enorm sending narkotika havner i dens naturreservat. Nu kan den sniffe og æde "det hvide guld", ligeså tosset, samvittigheden tillader det. Og ve den, der kommer på tværs for det nye liv i "det evige himmerige".

Vældig skæv idé

Det er en vældig skæv idé, manuskriptforfatter Jimmy Warden dér har fået sig, og – i nogle få sammenhænge – såmænd også ganske spidsfindig. For der bliver ikke lagt skjul på, at dagsordenen er pjat med lir og lal på, og dét er, hvad filmen overlever på: Selvironisk distance.

Ultraovergearet

Resten er et overflødighedshorn af ultraovergearet og tilsvarende dumsmart "humor", der giver velkendt provinsiel stand-up-komik baghjul. Det er dette scenarie, de sagesløse skuespillere (herunder Ray Liotta i en af sine allersidste optrædener) skal forsøge at spille ind i, og det er en hård opgave.

Krydderifattig

Helhedsoplevelsen er krydderifattig og komplet ublufærdig bøvet: Efterhånden stikker idiotien af. I starten havde den måske nok en flig af charme, men snart dynges alle over med umorsomme indslag, der alle i en eller anden grad hylder narkotikaens rusmiddeleffekt og "behændigt" undlader at lade vores bjørneven gøre sig grimme oplevelser med stoffet. Hermed gør filmen hovedrolleindehaveren – og tilskuerne – en bjørnetjeneste.