10 to Midnight (1983)

Veteraninstruktør J. Lee Thompson lod sig her inspirere af det virkelige livs seriemorder Richard Speck. Han slog kvinder ihjel for fornøjelsens skyld, og i "10 to Midnight" er det Gene Davis, der gestalter denne type, hér under navnet Warren Stacy.

En betændt sag

LAPD-betjenten Leo Kessler (Charles Bronson) er på sagen sammen med sin unge makker. Og det hele bliver kun mere betændt af, at Kessler har en datter i dén aldersgruppe og dét segment, der passer Stacy rigtig godt.

Nøgensignatur

Stacy har den særlige signatur, at når han slår kvinderne ihjel, er han splitternøgen. De skal bare se ham hansjørgen og i fuld vigør, når han jager kniven i bugen på dem. Og så er det også nemmere at vaske blodsporene af sig efterfølgende. Noget, der frustrerer Kessler, der selvsagt vil have morderen bag tremmer hurtigst muligt.

Urytmisk og hyperventilerende

"10 to Midnight" har desværre kun en delmængde af det, der kræves for at forme en troværdig katten-efter-musen-seriemorder-thriller. I det store og hele er Thompsons iscenesættelse urytmisk og hyperventilerende, og det efterlader alt for mange (uhygge)stemninger i bål og brand uden kontrol.

Små lommer af intensitet

Men indimellem opstår der små lommer af intensitet, hvor den stærkt betændte kvindemordertematik bider fra sig. Her byder 1980'er-æstetikken ind med en farverigt pulserende fotografering og en kreativ klipning, der har lånt lidt idé og timing fra mere habile genreklassikere. Rollefigurerne er dog præget af manglende dybde (et fast "lod" for Bronson), og Robert O. Raglands musik pumper alt for dominerende på lydsiden.