Sands of Iwo Jima (1949)

John Wayne Oscar-nomineredes for sit hovedrolleportræt af den strenge, men – gennem krigshandlingerne – tiltagende vellidte militærleder Sgt. Stryker. Det strenge lederskab er nødvendigt, hvis undersåtterne skal klare skærene, når gutterne sammen skal i blodig kamp i Iwo Jima-slaget under 2. verdenskrig.

Banjo- og kvindepjatteri

"Sands of Iwo Jima" har sine klare forcer, når soldaterne er på arbejde – og ikke, når de har fri! Selvom tidsfordrivet helt åbenlyst forsøger at give os et billede af, hvor hverdagsagtigt det hele er, når geværerne er stillet til side, så fremstår banjo-og kvindepjatteriet decideret lattervækkende, og tog man dette fyldstof ud, kunne filmen have været ca. 40 minutter kortere.

Troværdigt kampbillede

Der går trættende lang tid, før det centrale trækkes i front. Men da først, krigsdramatikken er i fokus, viser veteraninstruktør Allan Dwan tænder og giver os en både blændende iscenesættelse og et troværdigt kampbillede.

Tæft og timing

Ved at sparke lidt dokumentariske slagmarksarkivoptagelser ind forstærkes autenticiteten yderligere (her er bagprojicering i hvert fald ikke en mulighed), men kampscenerne er i det hele taget præget af en tæft og timing, som mange nyere krigsfilm kunne lære en del af. Som ventet er "Sands of Iwo Jima" ret glorificerende i forhold til det amerikanske militær, og marinen hyldes da også i filmens fortekster.