The Quiet Earth (1985)

Man kan næsten kalde Geoff Murphys sci-fi-drama "The Quiet Earth" for New Zealands voksenudgave af Palle alene i verden (1949), selvom sammenligningen udelukkende vil være sjov for en dansk tilskuer.

En fuldstændig øde verden

Ikke desto mindre vågner Zac Murphy en morgen til et fuldstændig mennesketomt og øde New Zealand. Han kan gøre lige, hvad der passer ham – køre et tog, tage alt, hvad han skal bruge fra butikkerne... og sågar iføre sig en ankellang silke-dameunderkjole!

Ensomhed bliver kedeligt i længden

Men ensomhed bliver som bekendt kedeligt i længden, og Geoff priser sig lykkelig, da han endelig render på den (attrakttive) Joanne. Hun er omvendt lidt af en rebel, og da en tredje overlevende (fra hvilken apokalypse, der end måtte være tale om) støder til, viser det sig, at Geoff får en udfordring.

Kosmisk mystik

Filmen rammer flot en tid- og rumsdimension fuld af – potentielt – kosmisk mystik i endeløshedens ulideligt demotiverende osteklokke. Her er der både stil- og indholdselementer à la russiske Andrej Tarkovskij – og senere også Lars von Triers Melancholia (2011).

Fascinationskraft

Men ikke hverken nær så elegant eller eksistentielt altomfavnende. Brudstykkerne taler dog til "The Quiet Earth"s fordel – fascinationskraften er i hvert fald intakt helt til det skelsættende klimaks.

Zac alene i verden

Bruno Lawrence er overbevisende som Zac alene i verden, hvorimod der ikke er meget bid i Alison Routledge og Pete Smiths modspil (der er jo ikke andre, Lawrence kan spille op imod.) Desværre med alt for meget stemnings-dikterende underlægningsmusik.