Into the Night (1985)

I instruktør John Landis' brogede filmografi stikker "Into the Night" ud som lidt af en overraskelse: Afdæmpet og balanceret komisk charme med et twist af actionkrimi – en film, der giver perfekte betingelser til dens skuespillere.

Et tilfældigt møde

Jeff Goldblums ingeniør Ed Okin har ikke sovet ordentligt i lang tid, og oven i hatten erfarer han, at konen er ham utro. Helt tilfældigt bumper han ind i Michelle Pfeiffers Diana – hun er på flugt... fra nogen, og Ed er nødt til at hjælpe hende.

Rodet ind i affæren

Skæbnen vil, at de to hænger på hinanden en rum tid endnu. Væmmelige (arabiske) bagmænd er efter Diana, fordi hun i sin besiddelse har nogle meget kostbare diamanter. Og når nu Ed først er rodet ind i affæren, kan han jo ligeså godt følge den til dørs.

Vidunderlig humor

Humoren er slet og ret vidunderlig. Niveauet for komikken er højt, men selv når barren er sat lavere, fungerer det optimalt i Landis' dygtige iscenesættelse. For det er charmen, der driver filmen frem, både i den skønne historie og i det spil, der tilfører liv fra første scene.

Glimt af store instruktører

Her er Goldblums underspillede, søvn-depraverede Ed Okin filmens stærkeste, men han får også en hel del at spille opad i Michelle Pfeiffers handlekraftige Diana. Blandt birollerne er særligt Bruce McGill skøn som Dianas sure Elvis-gestalter, Charlie, men hold lige øje med de mange cameos, hvor Landis således blandt andre har givet glimt i filmen til store instruktørnavne som Don Siegel, Jonathan Demme, Lawrence Kasdan og David Cronenberg.

Holdbar status

Ira Newborns forventeligt sødladne underlægningsmusik er faktisk i vid udstrækning helt udeladt fra handlingen, hvilket bidrager yderligere til komediens charme, troværdighed og holdbare status.