Leo (2002)

Stjernespækket... det er i store træk det mest positivt klingende, der er at sige om Mehdi Norowzians drivende sentimentale og tilsvarende prætentiøse højglansdrama. For "Leo" finder ikke i en eneste scene eller rolle troværdigt fodfæste, og når så fortællestilen ovenikøbet følger trop i lyd og billede, så har du en rigtig filmbøvs med grim eftersmag.

Hun har det hele...

Mary Bloom (Elisabeth Shue) har det hele. Godt nok er hendes mand meget væk hjemmefra. Karrieren skal passes. Men Mary har heldigvis sin yndige toårige datter, som hun kan bonde med. Efter lidt kvindesladder fra veninderne når Mary netop at anklage sin mand for (ubegrundet) utroskab, inden han og datteren omkommer i en trafikulykke.

Kompromisløs håndværker-dikkedik

Inden da har Mary nået at få en omgang håndværker-dikkedik... af den rigtigt kompromisløse slags. En "så-kan-han-lære-det"-stående, rognsikker knæskælver med dén søde, lyttende maler, der er ved at friske pigeværelset op med lyserødt.

Vender smerten indad

Efter tragedien vender Mary det hele indad. Så da krøltoppen, hun giver liv, og som er resultatet af knæskælveren med håndværkeren, bliver stor og følsom, vender hun den absolut kolde skulder til. Men det er hér, filmens andet delplot kommer ind i billedet!

En vigtig brevkontakt

Drengen Leo har nemlig en brevforbindelse til den prøveløsladte Stephen (Joseph Fiennes). Han kan blive en tiltrængt farfigur for gutten, for den ekssøde håndværker er selvfølgelig i mellemtiden blevet foran-tv'et-dranker og kvindemishandler...

En auteurs distance

Pakket i en konsekvent dyne af brunligt filtreret fotografering er også den visuelle stil tillagt ekstra lag af en auteurs distance til virkeligheden. Læg hertil oceaner af violinbrusende underlægningsmusik (ja, også til ovennævnte håndværkersexscene!).

Skriger til himlen

Skuespillet skiger til himlen: Elisabeth Shue er næppe set værre i en præstation, der i dén grad råber på en helt umulig opmærksomhed, og flere andre følger trop. Dennis Hopper er fx med i sin gud ved hvilken nr. tåbeligt intetsigende birolle som passivt-aggressiv bargæst.