The Indian Runner (1991)

    En rebelsk ung soldat vender hjem fra Vietnam. Her bliver han modtaget af sin bror, men kan de genfinde hinanden?


    KONSTRUERET BITTERSØDME

    +  PLUS: foto | pænt spil

    -MINUS: konstrueret | prætentiøs | (pop)musik

     

    Skuespilleren Sean Penn debuterede her i 1991 som instruktør. "The Indian Runner" er skrevet af Penn selv, men baserer sig overfladisk på Bruce Springsteens popsang "Highway Patrolman".

     

    Hjem til udkantsflækken

    To meget forskellige brødre har længe været adskilt af krigen i Vietnam, hvor den ene – Viggo Mortensens Frank – har været i kamp, mens den anden – David Morses Joe – er blevet hjemme og i stedet er blevet politimand i den hjemlige udkantsflække.

     

    En værre rebel

    Men nu vender Frank hjem, og Joe føler sig hurtigt forpligtet til at tage sig ekstra kærligt af brormand. Og det er til trods for, at Frank er en værre rebel, der ikke viger tilbage for en ugerning eller to og som derfor er svær at styre.

     

    Kan brødrene genfinde hinanden?

    Samtidig er Franks følelser forstyrret af år med krig og ødelæggelse. Derfor trækker han kun (smilende) på skuldrene, da Joe overbringer ham nyheden om morens død. Kan brødrene genfinde hinanden? Joe går i hvert fald all in på forbrødringen.

     

    Stort opslået bolledej

    Sean Penns stort opslåede bolledej bliver desværre meget hurtigt prætentiøs og villet. Manden ved det helt store emotionelle håndsving er på overarbejde i en historie, hvor det ene tudefjæs afløser det andet – både konkret og i overført betydning.

     

    Stikker ikke dybt

    Følelserne er plantet udenpå kameralinsen (bemærk især brugen af slowmotion) og stikker således aldrig dybt. Hertil er det for let at pille konstruktionen fra hinanden. Og det hjælper bestemt heller ikke i retning af det blot nogenlunde troværdige, at en sukret underlægningsmusik (med rigelig tillægsbeplantning af popsange) sætter stemningerne for tilskueren filmen igennem.

     

    Pænt spil, men ikke mere

    Skuespillet er pænt, men ikke mere. Mest interessant er henholdsvis Charles Bronson og Dennis Hopper i meget små biroller. Ikke at de heller for alvor brænder igennem, men de udgør dog fikspunkter i en generelt meget blævret filmoplevelse.



    Anmeldt i 2022 af Tobias Lynge Herler
    © Philm.dk 1992-2022

    Fakta om filmen

    1991, USA, Drama, 127 min.

    Dansk titel: The Indian Runner
    Instr: Sean Penn Prod: Don Phillips Manus: Sean Penn Foto: Anthony B. Richmond Klip: Jay Cassidy Mus: Jack Nitzsche