Le diable probablement (1977)

Vi må støve Kant-bogsamlingen af for at finde en fyldestgørende ramme til Robert Bressons teenagedrama "Le diable probablement". For hvad er det lige, der sker gennem halvanden times "dans" med liv og død? For teenageren Charles og hans venner er der tale om formålsløs formålsrettethed.

Omstrejfende hunde

Med andre ord: Omstrejfende hunde, der gennem formålsløs autonomi i storbyens gader og stræder ihærdigt forsøger at kloge sig på tilværelsens ulidelige lethed. Problemet er bare, at hverken politik, religion – eller for den sags skyld psykoanalyse – siger dem en rygende fis... og så kan man vel ligeså godt gøre en ende på det hele, før man overhovedet har udviklet en voksen fornuft?

Sløvsind og uvidenhed

De unge indser altså med sløvsind, uvidenhed og fugt bag ørerne, at verden er et slet sted at være, og det er så meningen, at modtageren af Bressons "ulykkelige kærlighedsforhold" skal købe denne præmis.

Trods alt passabelt

Man skal mindst være high brow-cineast for at kunne omfavne dette blændværk (R.W. Fassbinder var bl.a. helt oppe at ringe i forbindelse med filmens visning på Berlin Filmfestivalen.) Vi andre nøjes med at glæde os over den rolige, musikløse fortællestil, en lille håndfuld nærved intense scener og et trods alt passabelt spil fra de mange amatørskuespillere.