Manhunt [1] (2017)

Den såkaldte "Unabomber" har været på fri fod i årevis, da Jim Fitzgerald (Sam Worthington) bliver ansat i FBI. Han forsøger at indføre en ny retning i efterforskningen: Lingvistik som metode til at få dømt en seriemorder.

Nye bomber

Men der skal gå lang tid, før kolleger og chefer overhovedet begynder at tage ham alvorligt – og imens planlægger "Unabomberen" ganske givet sin næste bombeaktion...

Langt ude i skoven

"Manhunt"-serien er baseret på virkelige hændelser, og er således biografisk stof. Portrætterne af henholdsvis forhutlet FBI-mand og eremitseriemorder langt ude i skoven er begge so/so.

Bider ikke fra sig

Der er ikke meget, der bider fra sig, og særligt Sam Worthington spiller på det let manierede i sin FBI-Jim Fitzgerald-gengivelse. Lidt mere pondus har Paul Bettany som seriemorderen, men tænder bliver der aldrig vist.

Let konstrueret

I det hele taget fornemmes det let konstruerede i episoderne, som de lægger på og lægger på den omfattende efterforskning. Begivenhederne kommer aldrig som overraskelser – heller ikke typegalleriet eller replikkerne. Det former en noget uskøn og stift leveret krimiserie.

Seriemorderens komplekse psykologi

Enkelte episoder i 1. sæson har noget af det rigtige – især "Ted", der forsøger at gå dybere ned i seriemorderens komplekse psykologi. Men igen og igen væltes historiefortællingen omkuld af det forudsigeligt konstruerede... komplet med enorme mængder stemningsunderlægningsmusik. Chris Noth præsterer som den eneste med reel udstråling i rollen som Fitzgeralds chef Don Ackerman.