Manhunt [1] (2020)

Den såkaldte "Unabomber" har været på fri fod i årevis, da Jim Fitzgerald bliver ansat i FBI. Han forsøger at indføre en ny retning i efterforskningen: Lingvistik som metode til at få dømt en seriemorder. Men der skal gå lang tid, før kolleger og chefer overhovedet begynder at tage ham alvorligt - og imens planlægger "Unabomberen" ganske givet sin næste bombeaktion...

Langt ude i skoven

"Manhunt"-serien er baseret på virkelige hændelser, og er således biografisk stof. Portrætterne af henholdsvis forhutlet FBI-mand og eremit-seriemorder langt ude i skoven er begge so/so. Der er ikke meget, der bider fra sig, og særligt Sam Worthington spiller på det let manierede i sin FBI-Jim Fitzgerald-gengivelse. Lidt mere pondus har Paul Bettany som seriemorderen, men tænder bliver der aldrig vist.

Let konstrueret

I det hele taget fornemmer man det let konstruerede over episoderne, som de lægger på og lægger på den omfattende efterforskning. Begivenhederne kommer aldrig som overraskelser - heller ikke typegalleriet eller replikkerne. Det former en noget uskøn og stift leveret krimi.

Seriemorderens komplekse psykologi

Enkelte episoder har noget af det rigtige - især "Ted", der forsøger at gå dybere ned i seriemorderens komplekse psykologi. Men igen og igen væltes historiefortællingen omkuld af det forudsigeligt konstruerede - komplet med enorme mængder stemnings-underlægningsmusik. Chris Noth præsterer som den eneste med reel udstråling i rollen som Fitzgeralds chef, Don Ackerman.