Beethoven (1992)

Sammenhængende film:

Beethoven (1992)

Beethoven's 2nd (1993)

Skabelonen er enkel og går helt sikkert rent ind hos de fleste børn og barnlige sjæle: Søde, firbenede venner trues udefra af onde kræfter, der kun er ude på at tjene penge på dem. Men med lidt behændige poter og en fantastisk evne til at skue hunden (fjenden) på hårene, skal det nok gå mod en lykkelig slutning trods alt.

På frie poter

Da en sanktbernhardshvalp lidt tilfældigt kommer på frie poter, havner den snart i favnen på kernefamilien Newton. Her er farmand George (Charles Grodin) bestemt ikke meget for at få fire poter inden for væggene, men han bøjer sig omvendt for flertallet – og her er hans tre børn alle meget dyreglade.

Skumle bagtanker

Hvalpen bliver voksen, lyder nu navnet Beethoven, og er noget af en mundfuld, når den bevæger sig rundt i villaen efter forgodtbefindende. Men snart får Beethoven halen på komedie, for i kulissen lurer skurkene, ført an af den hinkestensbrillebærende dyrlæge Varnick (Dean Jones). Han har skumle bagtanker og skyr ingen midler!

Meget sødladen

Filmoplevelsen er bestemt meget sødladen, lige fra første scene – og komikken er præget af skabelontænkning og nærved rungende kedsommelige studieoptagsler. Skuespillet er ikke decideret prangende, men dog sjovt, særligt i mindre dumme- og skurkeroller. Her er Dean Jones' Dr. Varnick ret vellykket, ligesom Oliver Platt har gyldne øjeblikke som bøvertskurken Harvey.

På rutinen

Det er alt sammen mordeligt underholdende – på rutinen – og det er på dén baggrund let at forstå, at filmen kastede flere efterfølgere af sig. De dér hunde i hovedroller kan bare noget helt særligt, så længe de har modtaget en dygtig "person"instruktion.

Oceaner af underlægningsmusik

"Beethoven" er forventeligt underkastet oceaner af underlægningsmusik, ikke mindst et "nuttet" hovedtema, der oplagt leger med temaer af den rigtige Beethoven. Herudover belemres vi med støjende popsange.