Zulu (1964)

Denne britiske filmepik nagler sig fast på nethinden, ikke mindst på grund af Stephen Dades mesterlige fotografering: Fabelagtige billeder af frygt, kaos og indædt kamp midt i den sydafrikanske bjergnatur - i en komposition og farveæstetik, der gør tilskueren mør i knæene.

Tilsyneladende umulig kamp

Fortællingen gengiver slaget om Rorke's Drift i Zulukrigen, hvor en lille gruppe decimerede britiske soldater (ca. 150 mand inklusive sårede) indleder en tilsyneladende særdeles umulig kamp mod tusindvis af zuluer i Sydafrika i januar 1879.

Særpræget taktik

Hvordan mændene overhovedet bevarer troen på sejr er en kilde til undren, men omvendt har lederen af de tusindvis af zuluer en meget særpræget taktik, der måske giver de flot rødklædte britiske soldater en chance.

Hypnotiserende skønhed

Ud over fotograferingens hypnotiserende skønhed (bemærk Dades forkærlighed for det gyldne snit og perspektiver) rummer storfilmen en fascinerende urkraft i de store kampscener - i særlig grad, mens de er under opsejling.

Spirende frygt

Her indfanger instruktør Cy Endfield meget begavet den spirende frygt, når soldaterne kan høre - men endnu ikke se - de mange zuluer, der er på vej et sted i bjergene. Dette lykkes ikke mindst på grund af et eminent lydarbejde, hvor stilheden får lov at herske.

Fint og nuanceret

John Barrys iørefaldende hovedtema er stort set fraværende filmen igennem: Dramaet udspiller sig i øjnene og geværkolberbe på de trængte britiske soldater. Her glæder man sig over meget fint og nuanceret spil på både hoved- og birollesiden. Michael Caine har her sin første større filmrolle.