Internal Affairs (1990)

Endnu engang er politikorruption i fokus, og endnu engang tager Hollywood en vals med dette betændte tema uden hverken at skele til originalitet, fornyelse eller troværdighed. Med andre ord: "Internal Affairs" er næsten en dødssejler fra første scene.

Endnu en korruptions-thriller

Der skal dog gå lidt længere end blot en enkelt scene, før det står helt klart, at manuskriptforfatter Henry Bean og instruktør Mike Figgis' tilgang til det politikorrupte tangerer tusindvis af tåbelige forgængere.

Begynder lækkert

For i grunden begynder "Internal Affairs" rigtig lækkert. Hverken indpakning eller skuespil fejler for så vidt noget. Her er mange lækre storbybilleder i en fremdrift, der synes inciterende.

Idiotien tager til

Men efterhånden tager idiotien til, det korrupte og fuldkommen samvittighedsløse hovedtema tager uklædelige former, og fortællestilen forfalder til det helt absurd vulgære i både billeder (udtalt brug af bl.a. slow motion) og lyd (frygteligt konstant og støjende underlægningsmusik.)

Ikke helt stueren

Richard Gere spiller betjenten Dennis Peck, der snart kommer i Raymond Avillas søgelys. Andy Garcias Avilla er nystartet betjent i Interne affærer-afdelingen, og han har "et godt øje" til Pecks metoder, som han ikke mener er helt stuerene (hvad vi som tilskuere i øvrigt også har bevidnet.)

Psykopat til fingerspidserne

Men hvad Avilla ikke ved, er, at Peck er psykopat til fingerspidserne, og så kan det nok være, at helvede bryder løs - med et tykt, blodigt spor efter sig. Skulle Avilla hellere have ladet som ingenting...?

Ud i ekstremerne

Hen imod slutningen tager man sig decideret til hovedet over Leaving Las Vegas (1995)-instruktørens narrative greb. Det kører fuldstændig ud i ekstremerne, hvor ingen kan høre selv det kraftigste skrig. Det bliver slugt af støjinfernoet.