Searching for Bobby Fischer (1993)

Når man har skak på hjernen, er der ikke andet at gøre end at rykke brikkerne i en ruf. Men først skal det lige gå op for familien Waitzkin, at 7-årige Josh (Max Pomeranc) er et naturtalent af en anden verden udi skak (og dette er en historie fra det virkelige liv – som filmens titel afslører er knægten fascineret af det forsvundne skakstortalent Bobby Fischer.)

Skakkunstens ABC

Farmand Fred (Joe Mantegna) går nu i krig med at finde en trædesti til sønnike. Her kommer stormesteren og eksskakprimadonnaen Bruce Pandolfini (Ben Kingsley) i spil. Kan han lære Josh skakkunstens ABC, så poden kan gøre brætspillet til sin levevej – uden at styrte i en afgrund?

Overvejende sød fortælling

"Searching for Bobby Fischer" er en overvejende sød fortælling om Joshs bumpede vej hen over skakternede udfordringer. Det lykkes i vid udstrækning for filmen at vige udenom oplagte faldgruber... i hvert fald i første halvdel af fortællingen.

Uskyldig og nysgerrig

Hér hersker endnu en både uskyldig, nysgerrig og raffineret omgang med den unikke opdagelse, at Josh er et skakgeni. Magi opstår ud af meget fint doserede sekvenser, hvor både børne- og voksenperspektivet på skakverdenen er helt troværdigt.

Slagsider i fortællingen

Senere opstår desværre slagsider til det både vamle moralsk pegepindsløftede: Lille Josh er en skrøbelig pode, og det kan ikke nytte noget bare at tromle fremtidens superscenarier henover hovedet på ham.

Den svære balance

Max Pomeranc er et fint fund i hovedrollen som Josh: Tilpas nuttet uden at være glansbilledepræget. Og Joe Mantegna fanger troværdigt den svære balance mellem pace og kærlighed som farmand Fred.

Mellem pace og kærlighed

Ben Kingsley har også fine scener, når han underviser den håbefulde skakmester. Også han havner i skismaet mellem pace og kærlighed – filmens grundpilletema. Med sovset underlægningsmusik af James Horner, der dog glædeligt trækker sig helt tilbage i mange centrale scener.