Himmel og helvede (1988)

Stort opslået film-bolledej, baseret på Kirsten Thorups roman af samme navn: "Himmel og helvede" hæver desværre ud over det hele, for der er for meget gær i dejen.

Form over indhold

Sagt mindre metaforisk er Morten Arnfreds filmatisering nok velment og ambitiøs, men det færdige produkt lider desværre under en alt for høj grad af konstruktion og lommefilosofi - og vægter form over indhold.

På den hårde måde

Den unge, sarte og meget naive violinstudine Maria må lære det på den hårde måde, da hun så småt prøver kræfter med andre strenge end violinens. Det sker, da hendes lærer på konservatoriet - Waage Sandøs hr. Moritzen - i næsten overdrevet liderlighed krænger trusser, gamasjer og mødom af den betuttede Maria.

Den hemmeligt biseksuelle

Senere prøver Maria kræfter med den spændende Jonni. Han er farvestrålende, anderledes og imødekommende. Men der er noget underligt ved ham? Hvad fanden kan det være? Selvom vi tidligt erfarer, at Jonni er biseksuel, bruger filmen et godt stykke over en time på at få denne "ubærlige" sandhed vredet ud af karkluden. Det er én blandt flere tungt-i-røven-overfortalte historier i filmen.

Ambitioner

Allerede fra det æstetiserede anslag mærker man, at Arnfred og hans dygtige fotograf Dirk Brüel har ambitioner, der strækker sig langt over det middelmådige. Og filmens visuelle udtryk er da også markant, men også bastant. Der er anvendt særlig filtrering som kunstnerisk greb, så farvetonen er blegere - måske for at afvæbne den i forvejen ambitiøse 1968-scenografi en anelse. Læg hertil en sværmerisk lyssætning.

Fine Vesterbro-stemninger

Indfangelserne af Vesterbro er fine, og vi kommer både forbi Enghave Plads, Sønder Boulevard og Hovedbanegården. Skuespillet er præget af en høj grad af indstudering - finest er debuterende Karina Skands som den efterhånden svært mentalt forslåede Maria. Mindre troværdigt står en teatralsk Erik Mørk som Marias gebrokne, sammenbidte far, ligesom Harriet Andersson er havnet i en svær klemmerolle, der aldrig får lov at finde fodfæste. Ole Lemmeke har et par udmærkede øjeblikke som den øjensynligt lidende Jonni (han vil ikke stå ved, at han også er til mænd.)

Musikken som medspiller

Marias klassiske violinspil spiller en noget mudret rolle gennem handlingen. Det er et spil, hun resolut lægger fra sig, da hun mærker, hvordan livet kan nive og gøre avs. Som vigtigt tema anvendes Max Bruchs 1. violinkoncert, men der er også en svært slugbar overrepræsentation af Ole Arnfreds mærkværdigt upassende original-underlægning.