Eventyr på Mallorca (1961)
Danske turister valfarter til Mallorca. En ung journalist er med på rejsen – nysgerrig på, hvorfor danskerne bl.a. drikker så meget.
TYND FILM I BREDFORMAT
Sammenhængende film:
Som i "Eventyrrejsen" serverer instruktør Ole Berggreen hér mere rejseplot uden mål og med – en film, der i dag udelukkende er sjov på grund af sit sprøde tidsbillede, den anderledes location og dét faktum, at den er optaget i det i dansk sammenhæng sjældne CinemaScope-format.
En travl guide
Mange danskere valfarter til Mallorca for at komme på afstand af det håbløse danske klima. Rejsevejlederen Anders Christensen (Bendt Rothe) har travlt med at guide og servicere, for klientellet er ofte midaldrende og derover.
En smule fordomsfuld
Med på seneste tur er også den unge journalist Michael Bolberg (Henning Moritzen). Han er meget nysgerrig (og også lidt fordomsfuld) i sin tilgang. Hvorfor drikker danskerne så meget spiritus? Hvorfor er de overhovedet hernede i varmen?
Eventyrløst
Ellers forløber "Eventyr på Mallorca" ret eventyrløst. Primærindholdet er fyldstof: Alenlange scener med bl.a. tyrefægtning, stepdans og andre lokale seværdigheder. En af de bærende figurer er den pensionerede fabrikant Thomas Jacobsen (Gunnar Lauring), der er meget glad for unge damer, men må tage til takke med de gamle af slagsen!
Dejligt bredt format
I ægte, tidlige 1960'er-farver og i det dejligt brede CinemaScope-format står Dreyer- og Trier-fotografen Henning Bendtsens billeder indimellem rigtig lækkert. Det gør bare noget ved den grundlæggende fimsede filmoplevelse, hvor spillet ellers er på det jævne, og underlægningsmusikken bølger i takt med ligegyldighederne.
En kæmpe udfordring
Optagelserne til "Eventyr på Mallorca" var en kæmpe udfordring. Det meget varme sommervejr med op til 50 grader kom bag på hold og skuespillere, og problemerne hobede sig op med bl.a. hedeslag til følge.
Anmeldt i 2021 af Tobias Lynge Herler
© Philm.dk 1992-2026
Fakta om filmen
1961, Danmark, Komedie, Fly på film, Biler på film, Bjerge på film, 87 min.
Dansk titel: Eventyr på Mallorca- Gunnar Lauring (Thomas Jacobsen)
- Lise Ringheim (Karin)
- Peter Poulsen (Poul)
- Bendt Rothe (Anders Christensen)
- Bjørn Puggaard-Müller (John)
- Henning Moritzen (Michael Bolberg)
- Knud Hallest (Hr. Bertelsen)
- Bodil Udsen (Fru Bertelsen)
- Henry Nielsen (Hr. Jørgensen)
- Ebba Amfeldt (Fru Jørgensen)
- Rigmor Hvidfeldt (Fru Schou)
- Karen Lykkehus (Dagny)
- Clara Østø (Yrsa)
- Frede Heiselberg (Peter)
- Jørn Jeppesen (Hr. Frederiksen)
- Hannah Bjarnhof (Fru Frederiksen)
- Bente Juul (Mindre rolle)
- Paul Hagen ((stemme))
- Et angiver en særlig god præstation
- Et angiver en særlig dårlig præstation