Den 12. mann (2017)

Teknisk overbevisende og flot 2. verdenskrigs-epos fra nordmændene: "Den 12. mann" fortæller den sande historie om sabotøren Jan Baalsrud, der som den eneste af 12 undslipper nazisterne med vigtig information – og vel at mærke overlever under umenneskeligt vinterlige forhold i den nordlige, norske ødemark.

Ganske enkelt bjergtagende

Det er først og fremmest den visuelle indfangelse af Baalsrud i de indtagende sne- og bjerglandskaber, der bærer filmen på hænder og fødder – ganske enkelt bjergtagende. Dernæst er der troværdig fremdrift nok i det klamsvedte kamp/flugt-drama til at holde kedlen i kog.

Skrider på isen

Hvor filmen skrider på isen, er når den – særligt hen imod sidste fjerdedel – kammer over i en overdreven nationalbevidst heltedyrkelse af Baalsrud. Snart befinder vi os i en uklædelig narrativ, hvor bl.a. en samesang-underlægning på musiksiden tager toppen af oplevelsen for selv den mest hårdhændet nationale skandinav.

Musikken tager styringen

I det hele taget styrer Christophe Becks svulstige musik alt, alt for meget filmen igennem – også i de mange scener, hvor naturens vildskab og nådesløshed kunne have fortalt sin egen, oprigtige og forførende historie.

Method Acting

Thomas Gullestad method acter sig overbevisende gennem den fysisk krævende hovedrolle (han skærer sine koldbrands-tæer af med en dolk undervejs, men mere relevant: Han bliver tynd som et siv af de hårde prøvelser.) Som den frustrerede topnazist Kurt Stage funkler Jonathan Rhys Meyers flot: Sammenbidt, determineret had, så det lyner i de meget ariske, blå øjne.