Susanne (1950)

    En jysk kvinde føler sig ikke forstået og tager en plads i København. Her møder hun kærligheden, men er han nu den rette?


    BITTERSØD PRÆDIKEN

    + PLUS: birollespil | tidsbillede | udendørsoptagelser
    -MINUS: moralprædiken | utroværdige udviklinger

     

    Guderne skal vide, at Torben Anton Svendsens instruktørdebut om unge, forsmåede Susanne ikke markerer sig som 50'ernes mest originale og banebrydende danske film. Men "Susanne" er alligevel - i lange glimt - ganske funklende, mørk og bittersød, og så rummer filmen to særdeles elegante og markante birollepræstationer. Dem vender vi tilbage til.

     

    Djærv, jysk landpige

    Susanne er en djærv, jysk landpige. Datter af en bagermester, men måske lidt socialt handicappet. I hvert fald bliver hun genstand for en grufuld mobning, da hun ubehjælpsomt sætter sig til at spille skolepige-klaverstykker foran landsbyens smarte unge (herunder Birgitte Federspiels engelsk-syngende primadonna.)

     

    Lykken er lunefuld

    Det bliver dråben, der får Susannes bæger til at flyde over. Hun tager sit gode tøj og rejser til København, hvor hun bliver pige i politimester Herfurths bedsteborgerlige hjem. Men også hér er lykken lunefuld. Det skal nemlig vise sig, at fru Jutta Herfurth er en møgbitter, ondskabsfuld og skadefro mær af en anden verden.

     

    Ulykken er forudset

    Bedre går det Susanne, da hun møder Preben Neergaards charmør Otto Hallenberg, og snart er de to på vej til at blive gift. Der opstår dog også knaster i ægteskabet, så måske skulle Susanne alligevel have lyttet til sin hjemlige jyske - og blinde - flirt, Hakon? Hans klarsyn har forudset Susannes ulykke allerede før afrejsen: "Du kommer tilbage, Susanne!"

     

    Moralprædiken

    Facit befinder sig ikke ret langt fra talrige øvrige samtidige danske films: Ung kvinde prøver kræfter med livet, får nogle slag, vælger måske forkert, men sadler med lidt held om og finder sin rette hylde. Moralen i "Susanne" er dog af den mere usandsynlige skuffe - og en decideret bæ hen imod slutningen.

     

    En anelse teatralsk

    Astrid Villaume har formatet til at bære sin første hovedrolle - fint indfanger hun de mange sorger og glæder, fra sarte tårer på kinden til omfavnelse efter langt tilløb. Problemet er, at spillet nemt bliver en anelse teatralsk - hvad også andre små og store roller har en tendens til.

     

    Guldoplevelse

    Guldoplevelsen får vi til gengæld i to vægtige biroller. Ib Schønbergs hoteldirektør Sander Riis er - særligt hen imod slutningen, hvor Riis tager en dans med døden - fænomenalt formidlet. Allerstærkest er dog Karin Nellemose som politimesterfrue Herfurth:

     

    Ikke et gram kærlighed

    Hun ejer ikke et gram kærlighed i sit skadefro og selviscenesættende, usle liv. Hendes eneste mission er at spille folk ud mod hinanden - trynet, som hun føler sig af ikke at være ligeså smuk som bl.a. Susanne. Og sine egen børn vil hun ikke kendes ved - de går kun i vejen.

     

    Indkasserede tre Bodil'er

    "Susanne" baseredes på den i samtiden meget læste storroman af Johannes Buchholtz, og filmatiseringen indkasserede tre Bodil-statuetter: Bedste film, bedste kvindelige hovedrolle (Villaume) og bedste mandlige birolle (Mørk). Langt mere rimelige Bodil'er ville have været givet i Schønbergs og Nellemoses retning.



    Anmeldt i 2020 af Tobias Lynge Herler
    © Philm.dk 1992-2021