Susanne (1950)

Guderne skal vide, at Torben Anton Svendsens instruktørdebut om unge, forsmåede Susanne ikke markerer sig som 1950'ernes mest originale og banebrydende danske film. Men "Susanne" er alligevel – i lange glimt – ganske funklende, mørk og bittersød, og så rummer filmen to særdeles elegante og markante birollepræstationer. Dem vender vi tilbage til.

Djærv, jysk landpige

Susanne Drewes (Astrid Villaume) er en djærv, jysk landpige. Datter af en bagermester, men måske lidt socialt handicappet. I hvert fald bliver hun genstand for en grufuld mobning, da hun ubehjælpsomt sætter sig til at spille skolepigeklaverstykker foran landsbyens smarte unge (heriblandt den engelsksyngende primadonna Doris Rudholt (Birgitte Federspiel)).

Lykken er lunefuld

Dét bliver dråben, der får Susannes bæger til at flyde over. Hun tager sit gode tøj og rejser til København, hvor hun bliver pige i politimester Carl Herfurths (Bjarne Forchhammer) bedsteborgerlige hjem. Men også hér er lykken lunefuld. Det skal nemlig vise sig, at fru Jutta Herfurth (Karin Nellemose) er en møgbitter, ondskabsfuld og skadefro mær af en anden verden.

Ulykken er forudset

Bedre går det Susanne, da hun møder charmøren Otto Hallenberg (Preben Neergaard), og snart er de to på vej til at blive gift. Der opstår dog også knaster i ægteskabet, så måske skulle Susanne alligevel have lyttet til sin hjemlige jyske – og blinde – flirt, Hakon Riis (Erik Mørk)? Hans klarsyn har forudset Susannes ulykke allerede før afrejsen: "Du kommer tilbage, Susanne!"

Moralprædiken

Facit befinder sig ikke ret langt fra talrige øvrige samtidige danske films: Ung kvinde prøver kræfter med livet, får nogle slag, vælger måske forkert, men sadler med lidt held om og finder sin rette hylde. Moralen i "Susanne" er dog af den mere usandsynlige skuffe – og en decideret bæ hen imod slutningen.

En anelse teatralsk

Astrid Villaume har formatet til at bære sin første hovedrolle: Fint indfanger hun de mange sorger og glæder, fra sarte tårer på kinden til omfavnelse efter langt tilløb. Problemet er, at skuespillet nemt bliver en anelse teatralsk – hvad også andre små og store roller i filmen har en tendens til.

Guldoplevelse

Guldoplevelsen får vi til gengæld i de tidligere nævnte to vægtige biroller. Ib Schønbergs hoteldirektør Sander Riis er – særligt henimod slutningen, hvor Riis tager en dans med døden – fænomenalt formidlet. Allerstærkest er dog Karin Nellemose som politimesterfrue Herfurth...

Ikke et gran kærlighed

Hun ejer ikke et gran kærlighed i sit skadefro, selviscenesættende, usle liv. Hendes eneste mission er at spille folk ud mod hinanden – trynet, som hun føler sig af ikke at være ligeså smuk som blandt andre Susanne. Og sine egen børn vil hun ikke kendes ved – de går kun i vejen.

Indkasserede tre Bodil'er

"Susanne" baseredes på den i samtiden meget læste storroman af Johannes Buchholtz, og filmatiseringen indkasserede tre Bodil-statuetter: Bedste film, bedste kvindelige hovedrolle (Villaume) og bedste mandlige birolle (Mørk). Langt mere rimelige Bodil'er ville dog have været givet i Schønbergs og Nellemoses retning.