Vi arme syndere (1952)

    Et stykke muligvis kortbart lertøj bytter hænder på lovlig og ulovlig vis - hvilket kaster en række dramatiske løjer af sig.


    LØJER I STRAMME TØJLER

    + PLUS: stil | spil | timing | scenografi
    -MINUS: tendenser til overpjat

     

    Dette lystspils tilblivelseshistorie er desværre bumpet og bærer på en tragedie. Den meget talentfulde instruktør Ole Palsbo blev voldsomt uvenner med Ib Schønberg under optagelserne, fyrede ham - og måtte overgive instruktør-tøjlerne til assistenten Erik Balling, der hermed debuterede og straks genansatte Schønberg. Palsbo var ellers gået i gang med at indspille Schønbergs scener med erstatningen Ebbe Rode. Kun få dage efter filmens premiere tog Ole Palsbo sig af dage.

     

    Elegant overskud

    I "Vi arme syndere" mærker man både Palsbos elegante overskud og Ballings eminente sans for skævhed og timing. For selvom lystspillet ind imellem går helt i komisk selvsving og tager en aparte svingom med sig selv i rendyrket overpjat, indeholder filmoplevelsen så afgjort meget markante kvaliteter, ikke mindst i spillet.

     

    Intensitet og kvalitet

    Stjernespækket og stjernespillet folder den skøre historie om kleptomani, (lyst)løgn og (penge)begær sig ud. Allerede i Ib Schønbergs indledende, cigarrygende monolog mærkes intensiteten og kvaliteten - filmen emmer af fortællelyst.

     

    Kræs for detaljen

    Scenografien bidrager med eventyr og elegance, i og med at store dele af handlingen udspiller sig på et faldefærdigt slot. Her kræses for detaljerne, mens scener i sus og dus mellem dyre champagneflasker på det edderkoppespinds-indhyllede billardbord sætter stemningen.

     

    Blændende spil

    Ganske enkelt blændende spil fra Ib Schønberg (i en af hans klart bedste roller) flankeres af hans umage makker, Johannes Meyers gamle og forbitrede antikvitetshandler med den meget diminutive læsebrille. Astrid Villaume og Bendt Rothe sørger for en rørende og troværdig kærlighedsoptakt, mens Gunnar Lauring er uden sidestykke som højesteretssagfører Lönning, der ikke kender sin besøgelsestid i forhold til kvinder. Særligt hans myndige, afdæmpede kurmageri i kontorsofaen udgør en mindeværdig scene.

     

    Velvilje og forståelse

    Som det komiske højdepunkt finder vi Ellen Gottschalchs kleptomaniske og i det hele tager overgearet-hysteriske baronesse. Også mindre roller får lov at funkle - der er i det hele taget en herskende stemning af velvilje og forståelse for det skæve manuskript, baseret på svenske Sigfrid Siwertz' novelle fra 1945. Hans Schreibers musik er relativt unik i dansk filmsammenhæng; meget original i sin tone og kun sjældent for fremtrædende anvendt.



    Anmeldt i 2020 af Tobias Lynge Herler
    © Philm.dk 1992-2021