Stine og drengene (1969)

    Teenagepigen Stine og kæresten Jens flytter sammen. Men de har svært ved at stille ind på samme frekvens.


    STILREN, MEN UFOKUSERET

    + PLUS: æstetik | fotografering | locations
    -MINUS: springende | spil på det jævne

     

    Instruktøren Finn Karlssons debutspillefilm var samtidig den allerførste danske spillefilm fra en filmskoleuddannet fra Den Danske Filmskole: "Stine og drengene" er mere end noget andet et formeksperiment, meget inspireret af den franske nybølgefilm.

     

    På tærsklen til at være voksen

    Teenageren Stine kærester med Jens, og de to vil gerne flytte sammen. Men samtidig har de svært ved at stille ind på samme frekvens og kommer meget nemt op at toppes. Det afføder masser af bøvl og hovedbrud, men måske er det bare sådan, det er at blive voksen?

     

    Sublime locations

    Knaldlækkert fotograferet af Claus Loof med en virkelig sublim inddragelse af københavner-lokaliteter er filmens sort/hvide æstetik svær ikke at få øje på. Men det er også - fornemmer man - Finn Karlssons klare mission. Form over indhold - indholdet er i hvert fald meget springende, fragmentarisk. Ja, eksperimenterende.

     

    Ingen stor indlevelse

    Stemningerne er dog i glimt reelle nok: Den svære kærlighed. Vaklende i spillet og med heraf følgende mangel på fuldgyldig troværdighed er indlevelsen desværre so/so. Det er svært at blive rigtig grebet af filmens historie - tilbage er de mættede billeder, der må stå alene som den egentlige fortælling.

     

    Unuancerede voksenroller

    Voksenskuespillerne er lidt kedelige og unuancerede statister - bedst er Henning Moritzen som Stines far, værst er (en meget slank) Benny Hansen som kunstmaleren Anders. Tidens toner inddrages rigeligt.



    Anmeldt i 2020 af Tobias Lynge Herler
    © Philm.dk 1992-2021

    Fakta om filmen

    1969, Danmark, Drama, Teenagere, Romantik, 95 min.

    Dansk titel: Stine og drengene
    Instr: Finn Karlsson Prod: Bo Christensen Manus: Finn Karlsson Baseret på: roman af Tine Schmedes Foto: Claus Loof Mus: Cy Nicklin