Vinyan (2008)
Et par leder efter deres søn, som de mistede i en tsunami. De føres dybt ind i farlige, thai-burmesiske hemmeligheder.
DØDBRINGENDE MYSTIK
Et ægtepar har mistet deres lille søn i en tsunami. Det erfarer vi sådan lidt ud af det blå i filmens start. Nu er i hvert fald moren fuldt ud overbevist om, at sønnen stadig lever. Særligt efter hun har set et fotografi med en dreng i fodboldtrøje... bagfra!
Ikke meget at stille op
Faren kan ikke stille noget op. Han forsøger desperat at overbevise sin kone om, at sønnen er død – men hun insisterer og er i det hele taget midt i en art psykose.
Korrupte narrøve
På deres vej gennem ørkesløse thai/burmesiske landskaber (i konstant regnvejr) kommer parret desuden på en række prøvelser, især fordi deres turledere er nogle korrupte narrøve, men også fordi der "stikker mere under".
Møglækre landskaber
"Vinyan" er møglækker, når den i stilhed indfanger de østlige landskaber – i flotte sekvenser helt uden underlægningsmusik og kun akkompagneret af regnvejrets ubønhørlige lyde. Men der er ubalance i historien, og det fornemmer vi egentlig ret tidligt i filmen.
Blottet og lettere indbildsk
Efterhånden kammer herlighederne over og efterlader filmen blottet og lettere indbildsk – indsmurt i en uklædelig mystik, der risikerer at gå hen at blive decideret gyselig (også som genre betragtet.) En trøst er det fine samspil mellem dygtige Rufus Sewell og Emmanuelle Béart.
Anmeldt i 2020 af Tobias Lynge Herler
© Philm.dk 1992-2026
Fakta om filmen
2008, Frankrig, Drama, Thriller, Gyser, Bjerge på film, Skibe på film, Børn på film, Mystik, 96 min.
Dansk titel: Vinyan- Et angiver en særlig god præstation
- Et angiver en særlig dårlig præstation