Vinyan (2008)

Et ægtepar har mistet deres lille søn i en tsunami. Det erfarer vi sådan lidt ud af det blå i filmens start. Nu er i hvert fald moren fuldt ud overbevist om, at sønnen stadig lever. Særligt efter hun har set et fotografi med en dreng i fodboldtrøje... bagfra!

Ikke meget at stille op

Faren kan ikke stille noget op. Han forsøger desperat at overbevise sin kone om, at sønnen er død – men hun insisterer og er i det hele taget midt i en art psykose.

Korrupte narrøve

På deres vej gennem ørkesløse thai/burmesiske landskaber (i konstant regnvejr) kommer parret desuden på en række prøvelser, især fordi deres turledere er nogle korrupte narrøve, men også fordi der "stikker mere under".

Møglækre landskaber

"Vinyan" er møglækker, når den i stilhed indfanger de østlige landskaber – i flotte sekvenser helt uden underlægningsmusik og kun akkompagneret af regnvejrets ubønhørlige lyde. Men der er ubalance i historien, og det fornemmer vi egentlig ret tidligt i filmen.

Blottet og lettere indbildsk

Efterhånden kammer herlighederne over og efterlader filmen blottet og lettere indbildsk – indsmurt i en uklædelig mystik, der risikerer at gå hen at blive decideret gyselig (også som genre betragtet.) En trøst er det fine samspil mellem dygtige Rufus Sewell og Emmanuelle Béart.