Peters baby (1961)

På dagen, hvor Peter Bergmann (Ebbe Langberg) skal giftes, modtager han et brev fra De små blå nonner i Paris: Han skal stille med sin dåbsattest, og hans blodtype skal bestemmes. Der kan vist kun være tale om en faderskabskontrol? Og ganske rigtigt, Peter erfarer i det franske, at hans flirt ni måneder tidligere har affødt en krøltop. Da Tony (Ghita Nørby) ikke vil kendes ved barnet, tager Peter det under armen og flygter ind i storbyens arme.

Snart er han efterlyst af det franske politi, og Peter sender bud efter sin danske ven William Thorsen (Dirch Passer). Men den lille trio kommer snart i problemer, for ingen af dem har nogen penge. Heldigvis lykkes det efterhånden at få Tony på bedre tanker, og snart kan kernefamiliekærligheden blomstre...
 

Således udspiller store dele af "Peters baby" sig i byernes by Paris. Børge Müller baserede sit manuskript på "en udenlandsk idé", og der er da også en vis international charme over de pudseløjerlige begivenheder, når Dirch og Ebbe farer rundt i det franske. Men det hele bliver også hurtigt lidt forceret farce, og der er ikke meget troværdighed over Peters pludseligt opståede farinstinkt. Tilbage at godte sig over er primært Dirchs tryllerier med den temmelig pjattede William-birolle. Han får nærved det optimale ud af ikke ret meget i en fint nedtonet præstation fuld af charme.

Ghita Nørbys surmulende Tony-rollefigur er til at begynde med ikke særlig interessant, men udvikler sig i en fin morinstinktiv retning – og Ebbe Langbergs friske frejdighed bliver hurtigt en tand for meget af det gode. Dario Campeotto figurerer på rollelisten som en af filmens stjerner, men optræder kun i begyndelsen som scenisk sangfugl, denne gang med fransk i stedet for italiensk tekst.
 

Sven Gyldmark er på banen med fersk musik – dog uden effekt. De fyldstofprægede sange har ikke meget gennemslagskraft. I den tiltagende sødladne romance bliver violinerne desuden anmassende. Generelt glæder det fint balancerede tempo, som filmen afvikles i. Annelise Reenberg havde om nogen fingeren på genrepulsen, og "Peters baby" former sig som en folkekomedie hævet en tand over standarden.

Kirsten (Judy Gringer) bliver i øvrigt det svageste led, da hun sidder tilbage som den vragede brud til fordel for Ghita Nørbys yndighed. Gabriel Axel folder sig velkendt ud på fransk som emsig parisisk politibetjent, der går i barndom ved synet af Peters krøltop.