Besættelse (1944)

Bodil Ipsen var enestående i dansk film og teater. Ikke mindst havde hun gennem sine ti spillefilm som instruktør modet og den kunstneriske ballast til at kaste sig ud i projekter, der ikke lignede meget andet i samtiden.

"Besættelse" havde premiere i krigsåret 1944, men har ikke direkte noget med besættelsesmagten at gøre. Hvis den har, er det så underliggende, at en konklusion i dén retning er vagt funderet. I varetægtsarresten i en jysk provinsby sidder grossereren Jens Steen (Johannes Meyer) som arrestant og fortæller sin sagfører om de begivenheder, der har medført, at han, den eneste forretningsmand, en af sin bys honoratiores og medlem af byrådet, nu er en i den offentlige mening vanæret mand.

En smuk efterårsdag kører han mod sit sommerhus og samler den 20-årige Else Petersen (Berthe Qvistgaard) op, der fortæller, at hun gerne vil med videre. Bestemmelsesstedet er ikke så vigtigt, men den erotiske udstråling er ikke til at tage fejl af, og det skal vise sig at blive skæbnesvangert for Steen.

Set med nutidens briller er den farlige flirt mellem 60-årige Meyers gifte grosserer (der skal forestille at være 55 i filmen) og 34-årige Berthe Qvistgaard (som nævnt blot en snes år gammel i filmen) meget harmløs – og tilmed utroværdig. Men i samtiden var både Hans Severinsens romanforlæg og filmatiseringen omdiskuterede og kontroversielle indspark, der bestemt ikke huede de mere forstokkede bedsteborgere.
 

Skylden, skammen og den erotiske energi står i en række scener stærkt. Når den godtroende Jens fletter fingre med Else ved kysten i solnedgangens forjættende belysning, træder hans moralske skisma i baggrunden for de små bølgers erotiske kærtegnelse af aftensandet. Berthe Qvistgaard spiller meget på et hypnotiserende blik, som den aldrende grosserer – ligesom talrige mænd før ham – overhovedet ikke kan stå for. Selvom det forekommer tydeligt, at hendes interesse ligger i det overfladiske, kyniske og beregnende, ligger gamle Steen snart i skørterne på hende.

Flot indfanget af den uhyre produktive fotograf Valdemar Christensen, der, som en slags cadeau i filmens begyndelse, krediteres som medinstruktør. Christensen fotograferede kun to film mere, før karrieren måtte indstilles efter krigen – han var nemlig nazist.
 

Bedst lykkes spillet for Johannes Meyer, der i en afdæmpet og afbalanceret præstation bringer splittelsen og frustrationen op til overfladen, samtidig med at den erotiske fascination er en bærende udstråling. Poul Reichhardt har en meget lille rolle som købmandssønnen, der kommer i klemme i Elses udspekulerede spil, og som bliver det store offer og centrum for filmens (noget påtagede) kriminaltwist. Erik Fiehns underlægningsmusik står tilpas i baggrunden, men er samtidig meget ukarakteristisk – dog i en let instrumentation, der passer udmærket til filmens i øvrigt mørke tyngde.