The Fabulous Baker Boys (1989)

Først og fremmest båret frem af det funklende trekløver 2 x Bridges + Michelle Pfeiffer bliver dette sødladne drama mere end bare ren sakkarin. I instruktør og manusforfatter Steve Kloves' klassiske romance er vi fuldkommen hensat til klassisk Hollywood, komplet med sværmeriske (hetero)drømme, der kan være svære at føre ud i livet.

Evergreens til hudløshed

Brødrene Baker har i over 30 år spillet og optrædt på hver sit klaver til evergreens på småkedelige hoteller. Repertoiret kan de til hudløshed, og metaltrætheden er ved at melde sig – særligt hos lillebror Jack (Jeff Bridges). Storebror Frank (Beau Bridges) har stadig en forestilling om at køre forretningen videre som altid.

En sexet forsanger

Men i bestræbelserne på trods alt at tilføre duoen bare en anelse fornyelse averteres alligevel efter en sangerinde. Efter 37 mislykkede kandidater dukker den skødesløse Susie Diamond (Michelle Pfeiffer) op og synger nærmest bukserne af de måbende brødre. Dén kvinde kan noget med fraseringerne!

Tiltrækningskraft

Snart bliver trioen en stor succes, men der opstår også en ny udfordring: Tiltrækningskraften mellem lillebror Jack og Susie. Kan de holde (klaver)fingrene fra hinanden, og bliver storebror Frank stødt på manchetterne, hvis dikkedikkeriet bliver for åbenlyst? Det bliver snart tid til at gøre status...

Bedst i den første time

"The Fabulous Baker Boys" er mest magisk, mest jordbunden og mest enkel i den første times tid – først med det fine brødreportræt, der er fuld af komplekse nuancer. Senere med Diamonds entré på scenen – og den støj, hun medfører. Men gassen går noget af ballonen, da filmen i højere grad går ad den romantiske line.

Flot inddragelse af Seattle

Det er ganske enkelt for sødladent beskrevet – på trods af de blændende præstationer – og fuldkommen forudsigeligt indenfor gældende amerikanske rammer. Til gengæld er der masser af skønne stemninger fra den lidt oversete (film)by Seattle... oftest dog klædt i en meget 1980'er-typisk Dave Grusin-jazzmusik.