Fat (2013)

Med et visuelt udtryk i retning à la hjemmevideo og et større galleri af amatørskuespillere er "Fat" ikke en filmoplevelse, der går rent ind med alle æstetiske barometre i top. Ikke desto mindre er det herligt, som instruktør og manusforfatter Mark Phinney tør sætte et så tabubelagt emne som fedme i svingninger – særligt i Guds (og burgerens) eget land.

En pragtpræstation

(Birolle)skuespilleren Mel Rodriguez leverer en pragtpræstation som filmens absolutte frontfigur, den svært overvægtige Ken. Kameraet søger hans sjælelige, såvel som fysiske kvaler – hvilket skaber en række troværdige, svedte og prustende nærbilleder. Og Ken har ikke tænkt sig at ændre sin livsstil!

Burger efter burger kværnes

Tilløb i dén retning ender som regel, før de overhovedet er besluttet, og vennerne kan kun se frustrerede til. Burger efter burger kværnes – oftest i drive-in – og spørgsmålet er, hvad der skal til for at få Ken til at indse, at noget skal ske, hvis ikke han meget snart skal ende... tja, i en (overdimensioneret) kiste.

Vaklende kvalitet

Den vaklende kvalitet især i de små biroller bidrager ikke med noget godt, og det kan godt ærgre, at den fine og afmålte stil i filmens begyndelse ikke er gennemgående.

Adspredt

I stedet bliver handlingen lidt uklædeligt adspredt og med plotudviklinger, der ikke har samme nuance som det umiddelbart fascinerende i Kens fedme og følgerne af den. Det bliver med andre ord til en klejn filmoplevelse med et stort og fyldigt emne.