Fat (2013)

Med et visuelt udtryk i retning à la hjemmevideo og et galleri af amatør-skuespillere er "Fat" ikke en filmoplevelse, der går rent ind med alle æstetiske barometre i top. Ikke desto mindre er det herligt, som instruktør og manusforfatter Mark Phinney tør at sætte et så tabubelagt emne som fedme i svingninger - særligt i Guds (og burgerens) eget land.

En pragtpræstation

Birolleskuespilleren Mel Rodriguez leverer en pragtpræstation som filmens absolutte frontfigur, den svært overvægtige Ken. Kameraet søger hans sjælelige, såvel som fysiske kvaler - hvilket skaber en række troværdige, svedte og prustende nærbilleder. Ken har ikke tænkt sig at ændre sin livsstil.

Burger efter burger kværnes

Tilløb i den retning ender som regel, før de overhovedet er taget, og vennerne kan kun se frustrerede til. Burger efter burger kværnes - oftest i drive in - og spørgsmålet er, hvad der skal til for at få Ken til at indse, at noget skal ske, hvis ikke han meget snart skal ende ... tja, i en kiste.

Adspredt

Den vaklende kvalitet især i de små biroller bidrager ikke med noget godt, og man kan godt ærgre sig over, at den fine og afmålte stil i filmens begyndelse ikke er gennemgående. I stedet bliver handlingen lidt uklædeligt adspredt og med plotudviklinger, der ikke har samme nuance som det umiddelbart fascinerende i Kens fedme og følgerne af den. Det bliver med andre ord til en klejn filmoplevelse med et stort og fyldigt emne.