The Grave (1996)

    To mænd flygter fra fængslet. Målet er en rigmands grav, der angivelig rummer flere millioner dollars i guld.


    SKÆVE VINKLER

    + PLUS: idérigdom | mystik | plot-twists | spil
    -MINUS: billig "cirkusmusik" | platte indfald | savner ro

     

    Ganske effen og helt igennem overset krimi-gyser-komedie, der sprudler af fortællelyst. Et par fængslede venner undslipper tremmerne med hjælp fra en ansat - og de sætter straks kursen mod en ganske særlig grav, som de har fået at vide indeholder flere millioner dollars i guld.

     

    Mange bump på vejen

    Men der er mange bump (og gun shots) på vejen, så der går en rum tid, før graven nås. Spørgsmålet er, om der er hold i myten - eller om der er dømt stor ståhej for ingenting. Én ting er sikkert: Gutterne helmer ikke, også selvom der er tale om direkte kontakt med krypt-spindelvæv... og lig.

     

    Frisk fortællestil

    "The Grave" er præget af en frisk fortællestil, der gerne blander genrer og stemninger uden nødvendigvis at skele til en overordnet sammenhængskraft. Lidt uklædelig er det overdrevne behov for komiske ind- og udviklinger: En side af filmen, der bliver grimt forstærket af den evindeligt tilstedeværende, "cirkusagtige" underlægningsmusik.

     

    Iboende spænding

    Langt bedre er den iboende spænding, eksekveret både omkring flugten fra fængslet og opstøvelsen af den mystiske grav. Her er der liv i øjnene og masser af veloplagt spil fra den pæne lille samling rigtig dygtige skuespillere.

     

    Finurligt twist

    Man skal ikke lade sig afskrække af det tilsyneladende svært grimme set up i filmens start, hvor en mærkelig stemme (der skal vise sig at være tilbagevendende) i fængslet genfortæller historien. Denne side af filmen har nemlig en ret finurlig twist-virkning.



    Anmeldt i 2020 af Tobias Lynge Herler
    © Philm.dk 1992-2020

    Fakta om filmen

    1996, USA, Krimi, Komedie, Gyser, 90 min.

    Dansk titel: The Grave
    Instr: Jonas Pate Prod: Peter Glatzer Manus: Jonas Pate, Josh Pate Foto: Frank Prinzi Klip: Paul Trejo Mus: Alex Wurman