Alpha (2018)

Dette pletvist smukke og poetiske stordrama har sine store slagsider i jammerlige visuelle effekter, et stift forhistorisk fuldkoncept med mærkeligt sprog og agendaer, samt allestedsnærværende, støjende underlægningsmusik.

Gennem fortidens farer

Teenageren Keda (Kodi Smit-McPhee) er den stolte jæger Taus (Jóhannes Haukur Jóhannesson) pode, og de er for første gang på langfartsjagt med "gutterne", da noget går helt galt, og Keda havner på en klippeafsats og regnes for død. Men efter et stykke tid vågner Keda op til dåd – næsten da – og må kæmpe sig gennem fortidens farer alene (dog snart med følgeskab af en ulv, der hurtigt bliver håndtam.)

Kosmisk perspektiverende

"Alpha" imponerer indimellem med sin både historiske og komisk perspektiverende fortælling. Det kan godt gå hen og blive helt rørende, især når fotograferingen knivskarpt og ikke-effektbelemret indrammer overvældende natur.

For stiv i betrækket

Men stil og spil bliver hurtigt for stift. Der opstår en klar fornemmelse af, at formen er for meget en klods om benet, til at "Alpha" for alvor kan springe ud i fuldt flor og bygge videre på sine fornuftige takter. Kodi Smit McPhee præsterer passabelt som den hårdt prøvede Keda, og mange af hans scener med ulven er ganske nuttede.