Hot Summer Nights (2017)

    En teenager havner på en bumpet livsvej, der både bringer ham i uføre og i retning af den første store forelskelse.


    RODEDE AFFÆRER

    Her er et sommerkrimidrama, der synes helt og holdent slået op på Timothée Chalamet-effekten: Som den smukke unge mand Daniel fører Chalamet an i en historie, der er både rodet, bumpet og vil alt for meget.

     

    Uskyldsren fremtoning

    Daniel er den nye dreng i lokalsamfundet, og han er et let offer for hash- og stofhandleren Hunter (Alex Roe). Snart er Daniel alletiders sælger, måske fordi hans uskyldsrene fremtoning ikke vækker nogens mistanke. Men problemerne begynder at opstå, da Daniel forelsker sig i Hunters uopnåelige søster.

     

    Babe no. 1

    Denne McKayla (Maika Monroe) er byens babe no. 1, og det ligger slet ikke i kortene, at spinkle Daniel skal kunne score hende – særligt ikke, fordi hun er farligt god: Hunter værner om hende, selvom de længe ikke har været på talefod.

     

    I et utal forskellige retninger

    I glimt fornemmes det, hvilken fin lille coming of age-fortælling, "Hot Summmer Nights" kunne være blevet, hvis fortællingen var holdt i strammere snor. I stedet stikkes der afsted i et utal forskellige retninger – lige fra indledningens (enerverende) episodisk/komiske optrin, over vold og krimi med pomp og pragt, til en jordnær forelskelsessaga med dryp fra de våde teenagelæber.

     

    Skønhedsskydeskive

    Midt i den flot ramte sommerstemning agerer Timothée Chalamet skønhedsskydeskive, men han når ikke at få et ben til jorden i et konglomerisk drama, der ikke kender sin besøgelsestid. Alt vel rigeligt musikunderlagt med både originale toner og tidstypiske 90'er-hits (= 36 stk.!).



    Anmeldt i 2020 af Tobias Lynge Herler
    © Philm.dk 1992-2026

    Fakta om filmen

    2017, USA, Drama, Krimi, Romantik, Teenagere, Coming of Age, Biler på film, Bjerge på film, 107 min.

    Dansk titel: Hot Summer Nights
    Instr: Elijah Bynum Prod: Dan Friedkin, Ryan Friedkin, Bradley Thomas Manus: Elijah Bynum Foto: Javier Julia Klip: Jeff Castelluccio; Tom Costantino; Dan Zimmerman Mus: Will Bates