Mindhunter [1] (2017)

Sammenhængende i denne serie:

Mindhunter [1] (2017)

Mindhunter [2] (2019)

Flot og lækkert produceret Netflix-serie, der måske nok her i første sæson er lidt stiv i betræk og spil. Men som til gengæld leverer varen på den evigtgyldigt fascinerende seriemorder-tematik, der her ovenikøbet tilføres en historisk interessant dimension.

En stor mission

De to umage FBI-agenter Holden og Tench befinder sig i de absolut første stadier af en stor mission: Kan det tænkes, at man ved at interviewe fængslede (og berømte/berygtede) seriemordere kan komme tættere på psykologien bag mordtrangen - og hermed med lidt held opdage potentielle kommende mordere tidligere?

Ingen overvældende opbakning

Det er ikke nogen helt nem (eller ufarlig) opgave, de to bliver sat på. Og opbakningen hjemmefra ledelsen er ikke overvældende. Men efterhånden begynder projektet at glide, bliver tilført flere midler og personale, og en ny afdeling under FBI ser dagens lys.

Grundlæggende fascinationskraft

1. sæson af "Mindhunter" lukrerer den grundlæggende fascinationskraft hentet hos de virkelige livs mest notorisk bestialske seriemodere. Det er i møderne med disse, at seriens udstråling er klart mest overvældende, og hvor underholdningen er hjemme.

Afstikkere fra gennemsnittet

Lidt mere problematisk er den selvfølgelige indblanding af agenternes privatliv. Men her er til gengæld afstikkere fra gennemsnittet, der højner de ellers lettere kedelige hverdagssituationer noget: Den ene agent famler i (sex)livet med sin friske kæreste, mens den anden har en adoptivsøn, der har tabt mælet.

Musikken blander sig

Endnu uden de helt store højdespring i skuespillet, men med fine præstationer over en bred kam. Glædeligt er det, at mange centrale scener er helt uden underlægningsmusik. Til gengæld er der generelt alt for mange tidstypiske rock/beat-sange til at sætte tilskueren i den "rette" 70'er-stemning: Ærgerligt.