3 ting (2017)

    En bankrøver er på vej ind i et omfattende vidnebeskyttelsesprogram, men beder i sidste øjeblik om tre simple ting, der kan ændre alt.


    EN BANKRØVERS BEKENDELSER

    Kreativt udtænkt, men også en smule fortænkt dansk thriller-drama: Nikolaj Coster-Waldaus bankrøvertype Mikael er hentet op i et hotelrum hævet højt over byen. Her er det meningen, at han skal bekende kulør over for betjenten Nina, dagen før retssagen. Og herefter er Mikael sikret et liv under vidnebeskyttelse.

     

    Tre simple krav

    Men hvad Nina og hendes to politikolleger ikke har set komme, er, at Mikael stiller tre simple krav på hotelværelset, blandt andet at han vil have besøg af (ekskæresten) Camilla. Det ændrer hele hotel-interviewkonceptet, som politiet ellers har sat omhyggeligt op. Og måske har Mikael endda en bagtanke eller to med sine krav?

     

    Én location

    "3 ting" har mere eller mindre kun én og samme location: Hotelværelset. Her bliver der spurgt, svaret og vildledt. Der bliver mundhugget og kysset, og hele scenariet styres af lumske og udspekulerede Mikael.

     

    Mister ikke pusten

    Det er en god idé at bygge spændingen op i samme kønsløse hotelomgivelse, og det lykkes også ganske udmærket, uden at begivenhederne mister pusten, momentum eller spændingsophobningen. Det er dialogen og de interne opgør, der udgør kernenerven – og det faktum, at skuespillerne trives i de afgrænsede rammer.

     

    Rå og uforudsigelig bankrøver

    Coster-Waldau spiller pænt, om end glat som den på én og samme tid rå og uforudsigelige Mikael, og han får habilt modspil, da Birgitte Hjort Sørensen entrer scenen med sit fandenivoldske ekskæreste-spil (filmens mest interessantre præstation.) På birollesiden er Jacob Lohmann bedst i rollen som betjenten Sander, der må stå meget igennem, når Mikaels håneri og taktiske udspil hagler ned over ham.

     

    Ekstreme udviklinger

    Hen imod klimaks kammer begivenhederne noget uklædeligt over i det ekstreme, og det kan godt ærgre i et ellers interessant og anderledes dansk kammerspil. En anden killer er den alt for udbredte anvendelse af stemnings-udspartlende underlægningsmusik.



    Anmeldt i 2020 af Tobias Lynge Herler
    © Philm.dk 1992-2024

    Fakta om filmen

    2017, Danmark, Drama, Thriller, 89 min.

    Dansk titel: 3 ting
    Instr: Jens Dahl Prod: Jacob Jarek, Caroline Schlüter Manus: Jens Dahl Foto: Adam Wallensten Klip: Linda Man Mus: Peter Peter; Peter Kyed
    Priser
    • BD-N - Streaming Award-nominering