Regnen holdt op (1942)

    Et ungt par, der tilfældigt møde hinanden i et heftigt regnvejr, søger ly i et tilsyneladende forladt hus. Men ikke meget er, som det syner.


    ULIDELIG SUPPEKOGERI

    Udtalt intetsigende og på alle måder forbløffende idiotisk snor denne Svend Methling drama/komedie/krimi-agtige film sig gennem sine halvfems minutter - uden på noget tidspunkt at skele til, om den nu også har sig selv med på slæb.

     

    En tabt film

    Det er en film, der egentlig har tabt sig selv allerede efter det passabelt interessevækkende anslag. Plottet er af den "spidsfindige" type, hvor man tydeligt søger inspiration i udenlandske suspense-forbilleder. Således er stemningerne mange, men ingen af dem bider fra sig.

     

    Et ungt par mødes

    De to personer, vi kommer til at følge mest sammenhængende, er Berthe Qvistgaards Margit og Mogens Wieths Allan. De kender ikke hinanden, da de mødes: Allan samler den frisk-punkterede cyklist Margit op sent på aftenen. Hun er gennemblødt i regnen, og han er i vogn. Men den kører snart tom.

     

    Måske en morder?

    For at få ly fra den heftige regn skaffer Allan dem adgang til en nærliggende hus, hvor der tilsyneladende ikke er nogen hjemme. Men er det nu også rigtigt? Snart hører de mærkelige lyde, kedlen er stadig varm, der ligger en død(?) kvinde i sengen, og et par sko under et forhæng tilhører - måske - en morder?

     

    Fyld i totalbedøvende dyne

    Altsammen fyld i en totalbedøvende dyne af tåbelige påfund, hvor skuespillerne overhovedet ikke trives, og hvor der kun glimtvis præsteres ud over idiotien. En af de finere præstationen står Clara Pontoppidan for som den tordenforskrækkede frøken Meta. Med rigelig (suspense)-musikunderlægning af Bernhard Christensen.



    Anmeldt i 2020 af Tobias Lynge Herler
    © Philm.dk 1992-2020