Naar Bønder elsker (1942)

Vi befinder os langt ude på den jyske hede engang i "det mørke Jyllands storhedstid" – omkring århundredeskiftet. Her klarer bønder, sognefogeder og simple fiskere sig til dagen og vejen. Men et helt stort drama kommer til at påvirke alle i det lille samfund, da sognefogeden Rasmus Hansen (Sigurd Langberg) tvinger kærlighed og giftermål ned over bondepigen Kirsten (Inge Hviid-Møller).

Livets ind- og udviklinger

Kirsten er nemlig slet ikke interesseret i et liv med Hansen, der heller ikke ligefrem er kendt for hverken sexappeal eller et godt hjerte. Hun er kær i forkarlen Anton Hedemark (Jørn Jeppesen), som omvendt går i baglås af vrede over udsigterne til ikke at få sin hjertenskære. En kærkommen mægler finder de i fiskeren Tammes (Axel Frische). Han forstår sig på livets ind- og udviklinger, og med lidt held kan han få talt sognefogeden til fornuft.

Kejtet og kikset

Allerede titlen "Naar Bønder elsker" emmer kejtet og kikset, og filmen er da også tynget på flere parametre. Først og fremmest er den indstuderede jyske tale decideret frygtelig (og tilmed ofte vanskelig at forstå, men man køber heller aldrig det historiske hede-setup, der serveres uden tæft for stemning og drama.)

Tungt og belærende

I stedet fremstår filmen tung, belærende og udpræget fesen, og alle gode skuespillerkræfter drukner ikke alene i klæbrigt skrevne jyske replik-"spidsfindigheder", men også i den sovsede intrige, der skal forestille at udgøre det egentlige hoveddrama.

Kække spring over hedelyngen

Filmen indledes og afsluttes med tykt påsmurte "jyske hedesange" skrevet af Kai Normann Andersen og sunget af Axel Schiøtz (men det er den unge og djærve jyske studentergut Ole Darup (Preben Mahrt), der "synger" dem, mens han kækt springer over hedelyngen.) I øvrigt ser vi ikke meget mere til Mahrt gennem filmen.