Capharnaüm (2018)

En af de helt stort opslåede og internationalt berømmede -og prisoverdyngede film i 2019: Nadine Labakis "Capharnaüm" beskriver 12-årige Zains (miserable) liv, som han forhutler sig igennem hverdagen mellem slum, fattigdom og manglen på stort set alle positive menneskelige følelser.

Livet er noget høm

Kort og godt, livet er noget høm, og derfor kan man jo ligeså godt stævne sine forældre - slet og ret fordi, de har sat en i verden. Og det er netop, hvad Zain gør. I forbindelse med afsoning af en fængselsstraf (!) går han all in på placering af skyld og ansvar. Måske kan han sætte en prop i forældrenes samlebåndsproduktion af børn, om ikke andet.

Afmagt, omsorgssvigt og fattigdom

"Capharnaüm" har for så vidt hjertet på rette sted i sin udfoldelse af afmagt, omsorgssvigt og fattigdom. Men filmoplevelsen er samtidig meget up front - altså helt fremme i skoene, hvor balancen imod følelsespornografi hurtigt kan tippe. Lille Zain, sort i hovedet af skidt, altid iført samme usle trøje, ikke til at lokke et smil af (og de arabisk syngende violiner klinger stemningsforstærkende.)

Stort opslået

Heldigvis er valget af Zain Al Rafeea til hovedrollen vellykket. Her har man en troværdig ambassadør for ovennævnte afmagt og frustration i børnehøjde. Men knægten står meget alene i en stort opslået film-bolledej, der mere end noget andet vil slagte de etisk forkastelige forældre, og børnemishandling generelt.

Fine miljøbeskrivelser

Det kan godt gå hen og blive faretruende overfortalt, men "Capharnaüm" redder æren igennem sine fine miljøbeskrivelser, Zains troværdighed og en trods alt pænt diminutiv anvendelse af underlægningsmusik.