Dazed and Confused (1993)

Fest, farver og ægte gnist præger Richard Linklaters ungdomskomedie "Dazed and Confused". Med masser af indlevelse fra de unge spillere og en betagende flot ramt 1976-koreografi er komedien sikret mere en blot en flig af troværdighed.

Smæk i numsen

Foråret, 1976. En gruppe helt unge freshmen og deres noget ældre gymnasie-rivaler fejrer sidste skoledag, og det benytter de ældre til at udøve en decideret magtdemonstration. Komplet med sennep/ketchup-orgie fra pige til pige og mere hårdføre smæk i numsen fra dreng til dreng.

Flirts – bajere – joints

Men forårsdagen forløber også med party time, hvor der er budt op til rigelige mængder flirts, bajere – og joints! Det dér med at passe skolen og den potentielle fodboldkarriere skider gutterne et stykke. De vil meget hellere ryge sig skæve og score babes på samlebånd.

Leflende skildring

Det er i denne noget drugs-and-rock-n-roll-leflende skildring at filmen får en uheldig slagside. Det er som om, det er det absolut eneste saliggørende at ryge sig skæv og snakke om fisse, når man er ung fyr i gymnasiealderen, og filmen slår sig vel at mærke op på at omfavne denne ideologi som en sandhed. Det er uklædeligt.

Aparte opførsel

Så kan det godt være, det er morderlig morsomt (for nogen), når skævheden munder ud i aparte opførsel og sprogbrug, men man savner, at filmen også lægger vægt i at beskrive andre sider af ungdomstilværelsen anno 1976.

Søgen efter bekræftelse

Det får vi lidt af i mødet med purunge Mitch (Wiley Wiggins i filmens fineste præstation), der mere famler sig frem i en søgen efter bekræftelse end går målrettet efter underliv i hashtåger. Mere nuance af denne art ville klart have klædt Linklaters film.

Sandt sansebombardement

Det er hårdt at lægge øre til det sande bombardement af tidstypiske pop- og rocksange, som er plastret ud over hele filmen i én uendelighed og udgør endnu en ærgerlig facet i en ellers grundlæggende rigtig fin film.