Solo (1978)

Tony Williams, der fire år senere berigede vores filmverden med den habile gyser Next of Kin (1982), leverer her et meget jordnært romantisk drama. Når der altså ses bort fra, at en stor del af handlingen udspiller sig med luft under vingerne, om bord på forskellige flyvemaskiner.

Blaffer i luften

Den unge og kønne blaffer Judy Ballantyne (Lisa Peers) er på soloopdagelsesrejse i New Zealand, og hun kommer snart på farten med piloten Paul Robinson (Vincent Gil) og hans teenagesøn Billy (Perry Armstrong). Vel at mærke på farten i luften!

Billedskøn sightseeing

For det er far og søns passion at istandsætte antikke fly – derfor er der dømt ultimativt billedskøn sightseeing med verdens bedste udsigt, krydret med en tiltagende forelskelse og lidt jalousi på tværs af generationer...

Bjergtagende billeder

"Solo" lukrerer først og fremmest på sine bjergtagende cinematografiske billeder af New Zealand set fra oven. Det er både smukt og bevægende. Men det jordnære romantiske plot har også forcer, i og med at det aldrig bliver klæbrigt. Længe kredses der blot om den varme grød – med antydningens kunst.

Kejtet og jaloux teenager

Teenageren er både kejtet og jaloux, det er nemlig faren, som den unge blaffer er interesseret i. Men så kan knægten jo passende gøre oprør på sin egen "stilfærdige" måde, hvilket hurtigt kan blive farligt, da han ved, hvordan man giver et fly luft under vingerne.

Ingen ekstrem spændingskurve

Ikke en film med en ekstrem spændingskurve, men fin på sin egen stille facon (særligt, når den ofte alt for dominerende (pop)musik helt udelades). Skuespillet er naturligt og helt uden sentimentalitet.