Grace à Dieu (2018)

Veldrejet og umiddelbart medrivende stordrama af den produktive François Ozon. Baseret på virkelige hændelser fortælles historien om alle tiders afdækkelse af betændte omstændigheder i den franske katolske kirke.

Kirke i stormvejr

Her har en præst systematisk misbrugt mindreårige drenge, mens kirken ikke skrider ind og i virkeligeheden behandler det som en bagatel. Men da en mand i voksenlivet sætter sig for at gøre noget ved barndommens traumer, starter det snart en lavine, der meget vel kan sende præsten (der stadig praktiserer) og kirken ud i et større stormvejr.

Meget lineær historie

Det er en meget lineær fortalt historie, som de fleste kan forholde sig til. Alle har en holdning til pædofili (i den katolske kirke), og når man drejer en film om dette betændte emne, er det en kunst ikke at sætte alt ind på en regulær hetz-stemning.

Ingen overraskelser

Det kan der godt være tendenser til, men generelt er ”Grace à Dieu” en underholdende (om end meget kausal og mainstream, set med Ozon’ske briller) film. Ingen overraskelser, velspillet og faktuelt velfunderet.

Alt for lang

Et af de større problemer med filmen er, at den er alt for lang. De 135 minutter føles nærmere som tre timer, og det må være et udtryk for, at meget af handlingen kunne have været udeladt.

En amerikaner-pleaser

Man oplever flere af scenerne som fyld, men glæder sig til gengæld over, at der ikke er ret meget underlægningsmusik. Kunne godt være en Oscar-kandidat, fordi det er en rigtig feel good-historie med et feel bad-tema, som selv amerikanerne kan forholde sig til.